Hel igen efter benamputation

Publikation: Bidrag til tidsskriftTidsskriftsartikelForskningpeer review

2 Downloads (Pure)

Abstract

Fokus: Studiet fokuserer på, hvordan mennesker, der har fået et ben amputeret, oplever sig selv og deres krop i forløbet efter amputationen og i genoptagelsen af et hverdagsliv, og den fokuserer på hvilke faktorer, der har afgørende betydning i denne proces.

Formål: At generere ny viden for sundhedsprofessionelle generelt og fysioterapeuter specifikt: Hvad har afgørende betydning for, om et menneske i forbindelse med amputation kan vende tilbage til et tilfredsstillende hverdagsliv?

Feltarbejde og metode: Fra ultimo januar til medio marts 2006 udførte jeg feltarbejde i Jylland blandt ni mennesker (primære informanter), som havde fået amputeret en del af et ben, og som havde fået protese; samt blandt seks sundhedsprofessionelle (sekundære informanter), der i deres professionelle virke har at gøre med mennesker, der er blevet amputeret. Jeg mødte de primære informanter – flere af dem adskillige gange - forskellige steder. Jeg var hjemme hos tre, med én på café, mødtes med én på vedkommendes arbejdsplads, mødte syv på et fysioterapeutisk GenoptræningsSted (GS) for mennesker med benamputation og havde opfølgende telefonisk møde med seks. På GS deltog jeg bl.a. i individuel fysioterapi tre gange, holdtræning på land, bassintræning, lægeundersøgelse, adskillige kaffe-, vand-, frugt- og frokostpauser, et formelt møde med de tre fysioterapeuter på GS samt adskillige uformelle møder med primære og sekundære informanter samt med øvrige deltagere på holdene. Nogle af informanterne havde tilknytning til GS, andre ikke. Metoderne har været deltagerobservation, observation, fokusgruppediskussion og kvalitative interviews. Mit analytiske perspektiv er antropologisk teori om rituelle overgange og kroppen som subjekt.

Konklusion: Alle informanterne følte sig hele. De følte sig hele som personer, hvilket ikke afhang af, om de havde protesen på eller ej. Og de følte, at de var blevet sig selv igen – i en ny tilstand. Protesen blev for de flestes vedkommende inkorporeret, så den føltes som en del af dem som person og som en del af kroppen, der forlængede deres følelsesradius. De fleste af informanterne oplevede, at de nu kunne glemme kroppen og have fokus andre steder, efter at kroppen i en periode havde gjort krav på fokus. De fleste af informanterne følte, at de igen var blevet en del af samfundet, som de pga. amputationen havde følt sig marginaliseret fra.
Afgørende faktorer var et uafhængigt hverdagsliv, et arbejde, en bil, at bruge protesen mest muligt, specifik fysisk træning, oplevelse af sejr, oplevelse af at blive set som en person, møde andre i ’samme’ situation og at opnå og bibeholde fantomfornemmelser. Måske blev der i fysioterapi skabt en fortælling, der rummede håb for fremtiden. En enkelt informant oplevede, at fotografier af benet, som det så ud inden amputationen, efterfølgende gav vished, ro og afklaring.
I et rituelt perspektiv havde informanterne bevæget sig fra en separationsfase, gennem en liminalfase til en integrationsfase. Separeret fra tidligere liv, krop, arbejde og samfund; gennem liminalitet, hvor de ikke længere var klassificerede og endnu ikke klassificerede, ikke var sig selv og følte sig udenfor samfundet og med en ukendt fremtid; og endelig transformation til et nyt liv: Integration i sig selv, i egen krop og i samfundet – nu i en ny tilstand.

Perspektivering: Resultaterne viser, at det i klinisk praksis er relevant at arbejde aktivt med inkorporering af protese, og at arbejde aktivt med at opnå og bibeholde fantomfornemmelser. I fysioterapi er der ofte fokus på kropsbevidsthed og at mærke kroppen. Resultaterne af dette studie understreger, at der er et led mere: At få fokus væk fra kroppen igen, så kroppen atter kan blive fraværende og dermed frigive plads til at kunne rette opmærksomheden andre steder hen. Det er relevant, at sundhedsprofessionelle allerede de første dage efter amputationen (på sygehuset) som minimum oplyser om muligheden for og helst opfordrer til at få besøg af en person, der selv har oplevet amputation på egen krop – en rollemodel. Senere er det relevant at tilrettelægge tilbud til grupper, så der skabes mulighed for at møde andre i ’samme’ situation. Selvom fysioterapeuter/sundhedsprofessionelle kan meget, så er der noget de ikke kan. Fx kan de ikke erstatte en rollemodel eller en bil. Det er derfor ligeså vigtigt at kende sin egen begrænsning. Det er nemt og enkelt at tage kliniske fotografier af benet før amputationen, som kan bruges i det omfang der er behov, fx hvis vedkommende ikke har kunnet udholde at se benet inden amputationen. Det er relevant at motivere til at prøve grænser af og at medvirke til at sætte succesoplevelser som delmål. Det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle vedbliver at have fokus på at give den enkelte en oplevelse af at føle sig set, som den person vedkommende er. Den sundhedsprofessionelles kropssprog er vigtigt, og det er fx særlig vigtigt, at den sundhedsprofessionelle helt konkret ’sætter sig ned’.
Det rituelle perspektiv er anvendeligt i forbindelse med kriser, sygdom og handicap. Det er en måde at anskue sygdomsprocessen og det nye liv på, og det er anvendeligt fordi det er enkelt, konkret, giver mening, og fordi folk kan se sig selv i det. Det rituelle perspektiv kan anvendes til inspiration og til at udvide horisonten ved at henlede opmærksomheden på liminalitetens karakteristika og det kropslige aspekt af reintegrationen i samfundet. Det rituelle perspektiv kan således bidrage til udviklingen af sundhedsprofessionelles praksis.
OriginalsprogDansk
TidsskriftFysioterapeuten
Udgave nummer19
Sider (fra-til)6-14
Antal sider9
ISSN1601-1465
StatusUdgivet - 2006

Citationsformater