Hilsner fra EU til arbejdslivet? om konstruktionen af arbejdsmarkedsmarkedsrelevans på de danske universiteter

Frem for studieordninger, der beskriver uddannelserne i kraft af et bestemt vidensindhold, skal universiteterne i dag beskrive uddannelserne i kraft af de studerendes læringsudbytte og uddannelsernes anvendelse på arbejdsmarkedet. Således lyder kravene i den europæiske Bologna-aftale (1999), der har dannet grundlag for de senere års universitetsreformer. Men hvad betyder det i grunden for uddannelserne? Er de danske universiteter på vej til at udvikle sig til professionshøjskoler a la pædagog- og lærerseminariet? Og hvad er konsekvenserne for arbejdslivet? I kapitlet diskuteres, hvordan de skærpede krav om arbejdsmarkedsrelevans sætter sig igennem i uddannelsesudviklingen. Udviklingen belyses ud fra to casestudier, der reflekterer, hvordan man lokalt på to forskellige universiteter og uddannelser har fortolket og omsat de politiske krav i de seneste nye studieordninger. Kapitlet er baseret på en policy-antropologisk tilgang til reformarbejdet som en ikke-lineær transformationsproces, hvor en række forskellige forhandlingsarenaer hver især kæmper om retten til at definere uddannelsernes formål og værdi. Frem for at se reformerne som en 1:1 implementering fra paragraf til praksis, tematiserer kapitlet herved, hvordan de skærpede krav om arbejdsmarkedsrelevans er blevet projektionsskrive for en genforhandling af en række lokale værdidiskurser, som sætter sig forskelligt igennem i de ny studieordninger, og som peger i forskellige retninger i forhold til, hvordan vi fremover kan diskutere forholdet mellem universitet og arbejdsmarked.