Hvad gør boligen til et hjem: skisma mellem politik og svækkede borgeres livssituation

Abstract
Egen lejebolig i beskyttede omgivelser med fællesområder og døgnbemanding er blevet den boligform, der tilbydes til ældre, borgere knyttet til socialpsykiatrien og handicappede, der er svækkede i særlig grad og derfor ikke længere kan klare sig selv i eget hjem. Denne politisk tilrettelagte boligform på f.eks. plejecentre og i bofællesskaber er baseret på værdier om, at det gode liv handler om individualisering, uafhængighed, velafgrænset privat sfære og selvbestemmelse. Værdier, der stiller (forud)bestemte krav til en særlig handlekraft hos borgerne om selvhjulpenhed, selvansvarlighed og rationel beslutningstagen. Det virker paradoksalt i forhold til de særlige krav om svækkelse, omhandlende immobilitet, psykiske problemer og/eller nedsatte kognitive evner, der skal være tilstede for at blive visiteret til egen lejebolig i beskyttende omgivelser.
I artiklen vil det blive belyst, hvordan de mest svækkede borgere i samfundet er i risiko for at blive usynliggjort som mennesker med særlige udfordringer og behov i den politiske tilrettelæggelse af den døgnbemandede boligform til de mest svækkede. Det er en boligform, der rammesætter ’hjem’ som et sted med høj grad af privathed og som signalerer, at det er bedst at klare og passe sig selv. Det betyder, at den enkelte svækkede borgere fremstår som en kategori frem for som enkelt individer i hver deres svækkede livssituation, med hver deres livserfaring og værdier.
I denne artikel bruger vi plejeboligen til svækkede ældre som eksempel på, hvordan den politiske tilrettelæggelse af denne boligform får betydning for den svækkede ældres liv og hverdag.