Hvordan tavshedens aporier driver diskursanalysen ud af balance

I denne artikel viser jeg, hvordan tavsheden kan bruges i kritisk diskursanalyse. Artiklen lægger sig i forlængelse af Faircloughs arbejde med at metodologisere diskursanalysen. Set fra et foucaultsk perspektiv er der ganske vist en række problemer ved dette, men jeg argumenterer for at et fokus på, hvordan tavshed spiller et rolle ind i diskurserne, kan afhjælpe nogle af de filosofiske bekymringer herved. En måde at håndtere udfordringerne er nemlig ved vedvarende at udfordre, nuancere og variere metoderne. I forlængelse af et længere forskningsprojekt, hvor jeg filosofisk opsøger måder, hvorpå tavshed er konstitutiv for diskursive praksisser i offentligheden, giver jeg et bud på, hvordan disse indsigter kan bringes i spil i en diskursanalytisk kontekst. Jeg argumenterer for, at fordelen ved at bringe et tavshedsfokus ind i den metodologiserede diskursanalyse er, at tavsheden i sig selv modsætter sig den fastfrysning, som ligger latent i metodologiseringen, fordi tavsheden peger ind i en aporetisk (uomgængelig og uløselig) problematik. Konkret viser jeg, hvordan en diskursanalytisk fokusering på aporetiske strukturer i vores begreber om legitimitet kan bruges til at opløse eller modificere eksisterende diskursive modstillinger. Min case er her en virtuel diskussion mellem Greta Thunberg og Pia Kjærsgaard.