Hvorfor vil Emma ikke i skole?

For de fleste børn og unge i Danmark skolegang en naturlig og selvfølgelig del af hverdagslivet. Skolen er en samfundsmæssigt tilrettelagt udviklings- og læringskontekst, der stiller krav til og bedømmer børns individuelle præstationer, men den er også et sted, der giver adgang til de almene børnefællesskaber, hvor børn og unge lærer, hvad det vil sige at udvikle sig til demokratiske medborgere med indflydelse på eget liv. Deltagelse i skolens fællesskaber giver børn og unge mulighed for at gøre konkrete erfaringer med at høre til, være med og bidrage. Det er imidlertid også sådan, at for nogle børn og unge fører skolegang til en oplevelse af at være forkert og udenfor.
Dette kapitel handler om børn, der er marginaliserede fra skolens almene læringsfællesskaber, og det viser, hvor svært det kan blive at arbejde for inklusion, når fokus alene er på barnet og familien og ikke på børn og unges betingelser for at tage del i konkrete læringsfællesskaber. Med udgangspunkt i et empirisk baseret eksempel diskuteres den støtte, børn i marginaliserede positioner kan blive tilbudt. Det er en central pointe, at når det tværprofessionelle samarbejde baseres på at skabe konsensus om entydige og individualiserende problemforståelser, så låses samarbejdet nemt i afmagt. I forlængelse heraf vil jeg komme med bud på, hvordan professionelle, i stedet for at gøre barnet eller den unge til objekt for en pædagogisk indsats, kan rette blikket mod at samarbejde med den unge om at skabe nye muligheder for aktiv deltagelse i eget hverdagsliv. Alvorlige skoleproblemer forstås her som sammensatte og komplekse hvilket understreger betydningen af, at professionelle udforsker et barns situation fra mange forskellige perspektiver. I en sådan forståelse af tværprofessionelt samarbejde er det netop udforskningen af forskelle i perspektiver og viden, der kan bidrage til at åbne for nye problemforståelser og handlemuligheder i et barns livssituation.