Ikke alt, der tæller, kan tælles

Effektevaluering bringes i stigende grad ind i velfærdsorganisationernes praksis. Ledere og medarbejdere indenfor de 'bløde' velfærdsområder skal også kunne dokumentere og evaluere effekt af deres ydelser og services. Dette er dog langt fra ukompliceret, for hvem skal definere parametre for kvalitet, hvordan er det meningsgivende at dokumentere kvalitet af komplekse ydelser, hvilke kompetencer forudsætter det hos ledere og medarbejder og hvad betyder det for samarbejdet såvel som kvalitet i ydelserne. På baggrund af empiri fra et metodeudviklingsforløb i Region Hovedstadens folkebiblioteker beskriver og analyserer artiklen de temaer, ledere og medarbejdere talte frem i relation til arbejdet med effektevaluering.
Der argumenteres med artiklen for, at effektevaluering kan bidrage til en metodisk praksis, som kan understøtte blandt andet lederens muligheder for at skabe faglig refleksivitet, mening og motivation. I artiklen argumenteres der endvidere for, at det bliver en ledelsesopgave – opadtil, udadtil og indadtil - at udfordre positivismens veletablerede evidenshierarki og forståelse af sandhed.