Abstract
Inklusion kan ses som en aktuel politisk og socialpædagogisk agenda, der kan få betydning for in- og eksklusionsoplevelser i hverdagslivet for borgere med udviklingshæmning samt for socialpædagoger, der arbejder på voksenhandicapområdet. Forskning dokumenterer, at på trods af de politiske inklusionsbestræbelser er mange borgere med handicaps stadigvæk ekskluderet fra at deltage i det almene samfundsliv. Særligt peges der på, at voksne med udviklingshæmning lever isoleret og ekskluderet.
Forskningen, der præsenteres i denne afhandling, undersøger, hvordan aktuelle policy-dokumenter beskriver inklusionsmålsætninger på handicapområdet. Endvidere undersøges hverdagslivsfortællinger omhandlende in- og eksklusionsoplevelser fortalt af borgere med udviklingshæmning samt socialpædagogers fortællinger om inklusionsindsatser på voksenhandicapområdet.
I undersøgelsen benyttes Laclau og Mouffes diskursteori som udgangspunkt for forståelsen af in- og eksklusion, og denne teori udgør grundlaget for analyserne i afhandlingen. Diskursanalysen bidrager dermed til at identificere, hvordan inklusion indholdsudfyldes og tillægges betydning på forskellig vis i policy-dokumenterne samt i fortællingerne fra borgere med udviklingshæmning og socialpædagoger. Derudover benyttes Becker og Goffmans afvigersociologiske teorier, der har fokus på, hvordan samfundet skaber afvigere. Teorierne bidrager til at analysere in- og eksklusionsprocesser i hverdagslivet. Disse afvigersociologiske perspektiver har, foruden den diskursteoretiske tilgang, været grundlag for analyserne af fortællingerne fra borgere med udviklingshæmning og socialpædagoger på voksenhandicapområdet. Således analyseres, hvilken betydning forskellige in- og eksklusionsoplevelser kan få for borgere med udviklingshæmning og for socialpædagogers arbejde. Ligeledes identificeres mulige konsekvenser af de politiske inklusionsbestræbelser og de socialpædagogiske indsatser for borgere med udviklingshæmning.
I de handicappolitiske dokumenter bliver inklusion skrevet frem som en målsætning om inklusion forstået som deltagelse. Inklusion beskrives at være en ret for alle borgere med handicap såvel som en mulighed – dog kun for dem, der kan ansvarliggøres. I policy-dokumenterne kan inklusionsbestræbelserne endvidere beskrives som et spørgsmål om at fjerne barrierer for deltagelse, ligesom inklusion skrives frem som en indsats, der betyder, at borgere med handicaps skal møde barrierer som alle andre. På den måde kan inklusionsbestræbelser ses skrevet frem på mange forskellige og modsatrettede måder, hvorfor handicappolitikken kan identificeres som flertydig, uklar og meningsløs. Inklusion skrives endvidere frem på bestemte måder, der omhandler deltagelse i job på arbejdsmarkedet, i uddannelse og i civilsamfundet med det formål at gøre borgere med eksempelvis udviklingshæmning selvstændige og selvforsørgende. Som det beskrives er formålet at reducere det økonomiske og forvaltningsmæssige pres på kommunerne samt at fastholde en sammenhængskraft i samfundet. Der kan således identificeres en antagonistisk konflikt, hvor borgere med udviklingshæmning, der ikke kan inkluderes, kan forstås som en trussel mod de samfundsmæssige udfordringer. På den måde kan borgere med handicaps, der ikke kan klare policy dokumenternes krav til inklusion, forstås skrevet ud eller ekskluderet af handicappolitikken. Handicappolitikken muliggør, at borgere med udviklingshæmning kan inkluderes, fordi det er en ret for alle borgere med handicaps. Imidlertid kan konsekvensen også være, at nogle borgere med udviklingshæmning ekskluderes, fordi de ikke kan udvikle ansvar og bidrage til samfundet på samme vis som alle andre. Handicappolitikken kan dermed forstås både som en inklusions- og en eksklusionspolitik.
I fortællingerne fra borgere med udviklingshæmning fortælles der om deltagelse i forskellige fællesskaber. Ligeledes fortælles der om oplevelser med det at være en del af eller have et tilhørsforhold til et fællesskab. Fortællingerne kan endvidere beskrive eksklusionsoplevelser, ligesom fortællingerne kan forstås at omhandle problemer, der opstår i forhold til forskellige inklusions- såvel som eksklusionsoplevelser. Fortællingerne kan således beskrive, hvordan borgere med udviklingshæmning deltager, eksempelvis i det lokale foreningsliv, men samtidig oplever sig anderledes og ekskluderet. Omvendt kan borgere med udviklingshæmning fortælle om det at være ekskluderet fra job på arbejdsmarkedet og fra et selvstændigt liv i egen bolig, men stadigvæk opleve sig inkluderet, eksempelvis i et bofællesskab for voksne med udviklingshæmning. Fortællingerne kan på den ene side beskrive oplevelser med trivsel og udvikling og på den anden side fortælle om oplevelsen af at være stigmatiseret samt tildelt en outsideridentitet som unormal. En identitet, som endvidere kan skabe identitetskriser, der kan betyde vanskeligheder med at deltage og høre til i fællesskaber med andre. Endelig kan fortællingerne beskrive, hvordan borgere med udviklingshæmning arbejder på at forblive inkluderet eller kæmper for at undgå eksklusion fra forskellige fællesskaber. På den måde kan fortællingerne også forstås som ’identitetskampe’, hvor borgere med udviklingshæmning forsøger at modsætte sig et skel mellem dem og os – eller en social identitet som unormal.
I de socialpædagogiske fortællinger kan der identificeres beskrivelser om inklusion af borgere med udviklingshæmning, forstået som deltagelse i forskellige fællesskaber. Imidlertid fortælles flere af socialpædagogernes historierne også frem som borgernes oplevelser med det at høre til i et fællesskab. Fortællingerne kan derudover identificeres som beskrivelser, der peger på forskellige problemer i forhold til in- og eksklusion af borgere med udviklingshæmning. Eksempelvis fortælles der om vanskeligheder med at forblive inkluderet i et job på arbejdsmarkedet og om oplevelser med at være anderledes og ekskluderet, selvom beboerne deltager i det lokale foreningsliv. Fortællingerne beskriver endvidere, hvordan nogle borgere med udviklingshæmning oplever sig selv som normale, mens andre er selvkritiske og ser sig selv som unormale. Socialpædagogerne fortæller på lignende vis, at de forstår borgerne med udviklingshæmning som unormale på grund af deres manglende evner,
fordi borgerne kan have svært ved at klare sig i det almene samfundsliv. Socialpædagogerne fortæller, at det er deres opgave at støtte og hjælpe til inklusion eller at undgå eksklusion. En opgave, der kan handle om at skulle kvalificere borgere med udviklingshæmning, så de udvikles og normaliseres. Andre socialpædagoger fortæller, hvordan opgaven eksempelvis i forbindelse med job på arbejdsmarkedet kan handle om at tilpasse arbejdslivet til beboerne. Derved kan den socialpædagogiske indsats forstås som støtte og normalisering af borgernes jobvilkår. Fortællinger kan således forstås som et forsøg på at hegemonisere og legitimere de indsatser, som socialpædagogerne fortæller om, hvad enten opgaven handler om kvalificering og normalisering af borgere med udviklingshæmning eller om normalisering/almengørelse af vilkårene for inklusion.
Konsekvenserne kan være, at borgere med udviklingshæmning inkluderes og dermed trives samt udvikler sig. Omvendt kan konsekvenserne af den socialpædagogiske indsats også være, at borgere med udviklingshæmning tildeles en social identitet som outsider og dermed kan opleve vanskeligheder med at deltage og høre til i et fællesskab.
Forskningen, der præsenteres i denne afhandling, undersøger, hvordan aktuelle policy-dokumenter beskriver inklusionsmålsætninger på handicapområdet. Endvidere undersøges hverdagslivsfortællinger omhandlende in- og eksklusionsoplevelser fortalt af borgere med udviklingshæmning samt socialpædagogers fortællinger om inklusionsindsatser på voksenhandicapområdet.
I undersøgelsen benyttes Laclau og Mouffes diskursteori som udgangspunkt for forståelsen af in- og eksklusion, og denne teori udgør grundlaget for analyserne i afhandlingen. Diskursanalysen bidrager dermed til at identificere, hvordan inklusion indholdsudfyldes og tillægges betydning på forskellig vis i policy-dokumenterne samt i fortællingerne fra borgere med udviklingshæmning og socialpædagoger. Derudover benyttes Becker og Goffmans afvigersociologiske teorier, der har fokus på, hvordan samfundet skaber afvigere. Teorierne bidrager til at analysere in- og eksklusionsprocesser i hverdagslivet. Disse afvigersociologiske perspektiver har, foruden den diskursteoretiske tilgang, været grundlag for analyserne af fortællingerne fra borgere med udviklingshæmning og socialpædagoger på voksenhandicapområdet. Således analyseres, hvilken betydning forskellige in- og eksklusionsoplevelser kan få for borgere med udviklingshæmning og for socialpædagogers arbejde. Ligeledes identificeres mulige konsekvenser af de politiske inklusionsbestræbelser og de socialpædagogiske indsatser for borgere med udviklingshæmning.
I de handicappolitiske dokumenter bliver inklusion skrevet frem som en målsætning om inklusion forstået som deltagelse. Inklusion beskrives at være en ret for alle borgere med handicap såvel som en mulighed – dog kun for dem, der kan ansvarliggøres. I policy-dokumenterne kan inklusionsbestræbelserne endvidere beskrives som et spørgsmål om at fjerne barrierer for deltagelse, ligesom inklusion skrives frem som en indsats, der betyder, at borgere med handicaps skal møde barrierer som alle andre. På den måde kan inklusionsbestræbelser ses skrevet frem på mange forskellige og modsatrettede måder, hvorfor handicappolitikken kan identificeres som flertydig, uklar og meningsløs. Inklusion skrives endvidere frem på bestemte måder, der omhandler deltagelse i job på arbejdsmarkedet, i uddannelse og i civilsamfundet med det formål at gøre borgere med eksempelvis udviklingshæmning selvstændige og selvforsørgende. Som det beskrives er formålet at reducere det økonomiske og forvaltningsmæssige pres på kommunerne samt at fastholde en sammenhængskraft i samfundet. Der kan således identificeres en antagonistisk konflikt, hvor borgere med udviklingshæmning, der ikke kan inkluderes, kan forstås som en trussel mod de samfundsmæssige udfordringer. På den måde kan borgere med handicaps, der ikke kan klare policy dokumenternes krav til inklusion, forstås skrevet ud eller ekskluderet af handicappolitikken. Handicappolitikken muliggør, at borgere med udviklingshæmning kan inkluderes, fordi det er en ret for alle borgere med handicaps. Imidlertid kan konsekvensen også være, at nogle borgere med udviklingshæmning ekskluderes, fordi de ikke kan udvikle ansvar og bidrage til samfundet på samme vis som alle andre. Handicappolitikken kan dermed forstås både som en inklusions- og en eksklusionspolitik.
I fortællingerne fra borgere med udviklingshæmning fortælles der om deltagelse i forskellige fællesskaber. Ligeledes fortælles der om oplevelser med det at være en del af eller have et tilhørsforhold til et fællesskab. Fortællingerne kan endvidere beskrive eksklusionsoplevelser, ligesom fortællingerne kan forstås at omhandle problemer, der opstår i forhold til forskellige inklusions- såvel som eksklusionsoplevelser. Fortællingerne kan således beskrive, hvordan borgere med udviklingshæmning deltager, eksempelvis i det lokale foreningsliv, men samtidig oplever sig anderledes og ekskluderet. Omvendt kan borgere med udviklingshæmning fortælle om det at være ekskluderet fra job på arbejdsmarkedet og fra et selvstændigt liv i egen bolig, men stadigvæk opleve sig inkluderet, eksempelvis i et bofællesskab for voksne med udviklingshæmning. Fortællingerne kan på den ene side beskrive oplevelser med trivsel og udvikling og på den anden side fortælle om oplevelsen af at være stigmatiseret samt tildelt en outsideridentitet som unormal. En identitet, som endvidere kan skabe identitetskriser, der kan betyde vanskeligheder med at deltage og høre til i fællesskaber med andre. Endelig kan fortællingerne beskrive, hvordan borgere med udviklingshæmning arbejder på at forblive inkluderet eller kæmper for at undgå eksklusion fra forskellige fællesskaber. På den måde kan fortællingerne også forstås som ’identitetskampe’, hvor borgere med udviklingshæmning forsøger at modsætte sig et skel mellem dem og os – eller en social identitet som unormal.
I de socialpædagogiske fortællinger kan der identificeres beskrivelser om inklusion af borgere med udviklingshæmning, forstået som deltagelse i forskellige fællesskaber. Imidlertid fortælles flere af socialpædagogernes historierne også frem som borgernes oplevelser med det at høre til i et fællesskab. Fortællingerne kan derudover identificeres som beskrivelser, der peger på forskellige problemer i forhold til in- og eksklusion af borgere med udviklingshæmning. Eksempelvis fortælles der om vanskeligheder med at forblive inkluderet i et job på arbejdsmarkedet og om oplevelser med at være anderledes og ekskluderet, selvom beboerne deltager i det lokale foreningsliv. Fortællingerne beskriver endvidere, hvordan nogle borgere med udviklingshæmning oplever sig selv som normale, mens andre er selvkritiske og ser sig selv som unormale. Socialpædagogerne fortæller på lignende vis, at de forstår borgerne med udviklingshæmning som unormale på grund af deres manglende evner,
fordi borgerne kan have svært ved at klare sig i det almene samfundsliv. Socialpædagogerne fortæller, at det er deres opgave at støtte og hjælpe til inklusion eller at undgå eksklusion. En opgave, der kan handle om at skulle kvalificere borgere med udviklingshæmning, så de udvikles og normaliseres. Andre socialpædagoger fortæller, hvordan opgaven eksempelvis i forbindelse med job på arbejdsmarkedet kan handle om at tilpasse arbejdslivet til beboerne. Derved kan den socialpædagogiske indsats forstås som støtte og normalisering af borgernes jobvilkår. Fortællinger kan således forstås som et forsøg på at hegemonisere og legitimere de indsatser, som socialpædagogerne fortæller om, hvad enten opgaven handler om kvalificering og normalisering af borgere med udviklingshæmning eller om normalisering/almengørelse af vilkårene for inklusion.
Konsekvenserne kan være, at borgere med udviklingshæmning inkluderes og dermed trives samt udvikler sig. Omvendt kan konsekvenserne af den socialpædagogiske indsats også være, at borgere med udviklingshæmning tildeles en social identitet som outsider og dermed kan opleve vanskeligheder med at deltage og høre til i et fællesskab.
Originalsprog | Dansk |
---|
Udgivelsessted | Aalborg |
---|---|
Forlag | Aalborg Universitetsforlag |
Antal sider | 255 |
ISBN (Elektronisk) | 978-87-7210-628-1 |
Status | Udgivet - 2 sep. 2020 |
Udgivet eksternt | Ja |