Inklusionen er ikke død: den lugter bare mærkeligt

Inklusion er blevet diskuteret og udforsket som både et normativt, ideologisk projekt og som en praksis, en vision, der forbindes til konkurrencestatslige mål om højt læringsudbytte for alle. Det har for læreres praksis betydet, at lærings- og inklusionsagendaen ikke indgår i samme faglige selvforståelse – på bekostning af inklusionen. Inklusionsforskningen har samtidig været delt i en sociologisk og en didaktisk retning, som har betydet, at lærere ikke bliver støttet i at forbinde det, der foregår i klasserummet, med normaliseringsmagt og eksklusionsmekanismer, som på subtile måder indgår i praksis. Og det har betydet, at forskningen ikke har understøttet forbindelser mellem inklusion og undervisning for lærere. Også specialpædagogisk viden og almenpædagogisk viden er blevet diskuteret som to adskilte faglige felter, og dette har igen ikke understøttet lærere i at udvikle en inkluderende, specialpædagogisk praksis. Dette kapitel beskriver, diskuterer og problematiserer inklusionsforskningen. Kapitlet argumenterer for, at forskningen må støtte en praksis, der arbejder med at håndtere og imødekomme forskelle hos børn, men uden at de stigmatiseres.