Inklusionsarbejde - i et bevægelsesperspektiv

Hvordan kan bevægelse og motorik være ét af de pædagogiske redskaber, som pædagoger kan anvende, for at mindske børns udsathed i børnehavens fællesskaber. Og hvad det kræver af pædagogen, for det lader til at det ikke bare er at sætte en leg i gang.Fokus i artiklen er dels på pædagogerne og deres handlinger og efterfølgende refleksioner, dels på børnene under observationerne - hvad udtrykker de verbalt - og særligt kropsligt - i forhold til de igangsatte aktiviteter.Undersøgelsen har baggrund i en bred forståelse af idræt og bevægelse, hvilket betyder at der er fokus på det fysiske og motoriske aspekt (Gjesing, 2002, 2006), men i lige så høj grad på aspekter som selvværd, fællesskab og betydningsfulde øjeblikke (Rønholt & Peitersen, 2014, Svendler-Nielsen, 2006). I denne artikel ses kroppen som værende centrum for følelser og sansning (Merleau-Ponty, 1994, Zahavi, 2010), og der ses en sammenhæng mellem kropslig udfoldelse og det sociale miljø (Moser, Herskind). Disse forskellige perspektiver på idræt og bevægelse kobles til en inklusionsforståelse med fokus på accept og deltagelse samt organiseringens betydning for oplevelsen af at være deltager i fællesskaber (Farrell, 2004, Alenkær, 2008). Overordet analyseres bevægelsesprojektet ud fra en bred tilgang til begreberne idræt og bevægelse indeholdende en naturvidenskabelig, en fænomenologisk og en sociokulturel tilgang for at favne kompleksiteten i arbejdet med idræt og bevægelse i pædagogisk praksis (Rønholt & Peitersen, 2014). De forskellige teoretiske perspektiver anvendes som analyseredskaber i forhold til den indsamlede empiri.