”Jeg er jo ikke blevet kørt ind på et sidespor”: En kvalitativ undersøgelse af ældre mænds oplevelser forbundet med mandighed, krop og selv

Resume
Denne undersøgelse beskæftiger sig med ældre mænd, idet disse anses for en overset gruppe i den gerontologiske forskning. Som indgang til undersøgelsen antages, at ældre mænd har svært ved at bevare en mandig selvoplevelse i ældrelivet. Undersøgelsen har derfor formålet, at kaste lys på ældre mænds liv og erfaringsverden og øge forståelsen for deres personlige oplevelser relateret til krop, selv og køn.
Problemformuleringen lyder: Hvorledes oplever, forvalter og bekræfter ældre mænd sig selv som mænd i ældrelivet? Denne formulering præciseres i tre problemstillinger, der i et kvalitativt studie analyseres teoretisk og empirisk. Den teoretiske del tager afsæt i en række teorier omhandlende temaerne: alder, krop, selv, køn og mandighed. Den empiriske del består af seks semistrukturerede interviews af seks ældre mænd i alderen fra 67-77 år. Mændene er alle forholdsvis raske, uden fast lønarbejde, bosat på Fyn og alle mændene, undtagen én, er gift. De lever en tilsyneladende androgyniseret tilværelse knyttet til hjem og familie.
Konklusionen på analysen er, at mændene oplever sig som mænd, som de altid har gjort. De har således accepteret og integreret de fleste af de kropslige og sociale tab, der er opstået gennem ældrelivet. De ældre mænd er nu mere opmærksomme på deres kroppe; på deres kroppes evne til at fungere og føre det udadvendte liv, som er så vigtigt i deres mandige selvforhandling. De oplever kontroltab i selvet i forbindelse med en nyopdaget følsomhed, som for flere af mændene er et problem. Denne følsomhed har mændene svært ved at forholde sig til, og den finder de umandig.

Mændenes udadvendte liv foregår i arbejdslignende relationer, som de kender fra tidligere i livet. Mændene deltager kun til husbehov i de hjemlige handlinger og pligter, og deres mandige selv næres mere af en bestyrelsespost i den lokale forening end af en vellykket støvsugning. De ældre mænd bygger således en ny "jobverden" op, og forsøger at bibeholde den kendte mande-forsørger-rolle. Undersøgelsen viser således, at raske og gifte mænd besidder en jobmagnetisme, der rækker langt ind i ældrelivet og som udgør en vigtig kontekst for deres selvbekræftelse. Mændene bekræfter desuden deres mandige selv ved at udsætte deres kroppe for periodevise "spidsbelastninger", under hvilke mændene retter opmærksomhed indad i kroppene og sanser og vurderer om de fungerer som forventet. Desuden bekræfter mændene deres mandige selv ved, at fortælle historier om disse spidsbelastninger og ved at søge kontekster, der som et mindereservoir kan bekræfte mændene, som de var og er.
Sidst i undersøgelsen rejses et nyt spørgsmål. Dette lyder, om andre ældre mænd med et dårligere helbred, som har mistet deres koner og som måske er mere "bundet" deres hjem, ville kunne integrere disse nye forudsætninger i deres mandige selvforhandling.