Kan pædagogen se barnet: Når børnesyn og børneadfærd kolliderer

Artiklen har en socialpsykologisk vinkel og understreger med denne, at den moderne barndom ikke kan forstås éntydigt, ligesom den samfundsmæssige og kulturelle udvikling betyder, at forståelse af moderne barneliv nødvendigvis indebærer, at pædagogen må være kritisk i forhold til sin umiddelbare forståelse af barnet. Den voksne pædagogs egen livshistorie, opdragelse eller fastlåste teoretiske antagelser kan ikke være målestokken for alle de børn hun møder. Pædagogen må forsøge at forstå de konkrete børns liv på deres betingelser, og her ud fra tage stilling til hvordan barnet kan inddrages i institutionskulturen.
I artiklen fremhæves mening som centralt for den pædagogiske tilgang til barnet. I forsøget på at forstå barnet, må pædagogen involvere barnets indre processer – forstå hvad der giver mening for barnet og hvordan det kommer til udtryk i barnets handlig.
Menneskesynet bliver her centralt, idet vi i casen ser et personale, der opfatter børn og opvækst meget forskelligt og vi ser hvordan synet på barnet er afgørende for hvilke forventninger pædagogiske overvejelser og handlinger, der udspringer fra dette syn.
Artiklen indtager et Socialkonstruktivistisk perspektiv, der understreger, hvordan relationer er noget levende og foranderligt.
Begrebet Kontekst fremhæves ligeledes som et vigtigt begreb, der understreger, at moderne børn må lære at være kontekst-følsomme. Børnene må lære, at forskellige kontekster efterspørger forskellig adfærd. Pædagogerne må se institutionen som et læringsrum hvor denne særlige kontekst kalder på andre kompetencer hos barnet, end dem der bliver understøttet i barnets hjem. Desuden må pædagogerne forstå at institutionen er et udviklingsrum, hvor nye kompetencer kan læres, hvis der opstilles meningsfulde rammer for barnet at handle i.