Kants deduktion af de rene forstandsbegrebers nødvendighed

Kants Kritik der reinen Vernunft (herefter KrV – 1781 og 1787) er et komplekst værk, der på mange måder forsøger at samle mange af de filosofiske diskussioner, som florerede i den engelske, franske og tyske filosofi i 1700-tallet. Derfor er det også vanskeligt at afgøre, hvilke dele af bogen, der er de vigtigste – det kommer an på hvad ens ærinde med at læse bogen er. Men det vil nok ikke være at tage munden for fuld at påstå, at de 47 (A-udgaven) + 54 (B-udgaven) sider som Kant kalder “Von der Deduktion der reinen Verstandesbegriffe” (“Om deduktionen af de rene forstandsbegreber” – KrV A84-130+B116-69) sammen med Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785) hører til de mest diskuterede tekster i forfatterskabet.For deduktionens vedkommende kan dette forklares med, at projektet for det første er meget ambitiøst: At vise at erkendelse af objektive genstande forudsætter begrebslig enhed. Hertil kommer for det andet, at Kant har skrevet to udgaver af deduktionen, der er meget forskellige. Det har derfor været en pågående diskussion, hvorvidt målet med de to udgaver er det samme.For det tredje mener jeg også, at Kants kapitel-opdeling af KrV forvirrer, da man med en vis ret kan sige, at deduktionens bevis fortsætter i den efterfølgende transcendentale grundsætningsanalytik. I deduktionen vises blot nødvendigheden af forstandsmæssig syntese som sådan. I grundsætningsanalytikken viser Kant de enkelte forstandsbegrebers nødvendighed for at kunne give enhed til anskuelsesformen tid (skematismen). Desuden er redegørelsen for hvilke grundsætninger, der udspringer heraf, afgørende for forståelsen af, på hvilken måde forstandsbegreberne er nødvendige – deduktionerne ender ud med en meget abstrakt forståelse af, hvad erkendelse vil sige.