Klubpædagogers trivselsarbejde (5): Dimensionen mellem individ og fællesskab.

I apriludgaven af ASSISTEN skrev jeg om klubpædagogers trivselsarbejde. Et komplekst trivselsarbejde, der har en tendens til at blive implicit og selvfølgeligt. Jeg argumenterede for nødvendigheden i at tage livtag med selvfølgelighederne og arbejde med potentialer, dilemmaer, udviklingsmuligheder og fagsprog for at skabe mening og tydeliggøre, hvad klubpædagogerne kan, skal, gør og vil med trivselsarbejdet. I artiklen præsenterede jeg en trivselsmodel, som afsæt til i praksis at arbejde med bevidstgørelse og eksplicitering af trivselsarbejdet. Jeg lovede i artiklen, at jeg i fire efterfølgende artikler ville gå i dybden med modellens enkelte dimensioner. I denne artikel, artikel fire, forholder jeg mig til dimensionen individ-fællesskab. Ud fra et forskningsprojekt om klubpædagogers trivselsarbejde vil jeg præsentere konkrete eksempler på klubpædagogers indholdsudfyldelse og arbejde med trivsel mellem individ og fællesskab.