Konsulenten i den anden nat: En undersøgelse af det intense arbejdsliv

Publikation: Bog/antologi/rapport/kliniske retningslinjerBogForskningpeer review

Abstract

Denne afhandling tilbyder et diagram over eksistensformen for en gruppe højt
profilerede management konsulenter. Den tilbyder et diagram over et moderne
selvforhold. Den tilbyder en fortegnelse over, hvordan en gruppe højt profilerede
management konsulenter griber de kriterier, de bliver udsat for i sit deres liv og den eksistensmåde, der hermed muliggøres.

Med dette ønsker jeg at bidrage til de eksisterende work-life balance teorier. Min vej ind i teorierne er nemlig, at logikken i mit empiriske materiale forekommer så forskelligt fra de traditionelle work-life balance teorier, at disse ikke lader sig forene. Jeg foretage derfor en analyse af den eksisterende litteratur, og rejser i den forbindelse en grundlæggende kritik af work-life balance teorierne, for at operere med falske problemstillinger på en måde, så svaret allerede indgår i de spørgsmål, der stilles.

Jeg argumenterer således for, at det problematiske forhold ved work-life balance
teorierne allerede skal søges i konstitueringen af deres problematik, hvor arbejde og fritid indgår som to distinkte og kontrasterende sfærer. Ubalance eller problemer søges således altid i relationen her imellem. I forlængelse heraf argumenterer jeg for, hvordan teorierne forudsætter en særlig normativitet, som et rationelt udenfor, hvorfra balancen mellem arbejde og fritid kan bedømmes. Det er en normativitet, der forudsætter, at meget arbejde nødvendigvis må være skidt. Disse kriterier hentes uafhængigt af den konkrete analyse, men bruges altså ikke desto mindre til at problematisere ud fra, men som også bruges til både at bedømme og fordømme konkrete forhold. Således kritiserer jeg work-life balance teorierne for at antage, at vi lever i en fælles delt verden med de samme problemer, ønsker og behov, som teorierne foreskriver.

Således kritiserer jeg work-life balance teorierne for faren ved at værebegrænset til at undersøge deres eget udgangspunkt og deres egen normativitet.

Min kritik af work-life balance retter sig således mod, at de snarere er anvendelige til at forklare empirien end til at analysere den, idet de synes at tildele sig selv en privilegeret status over empirien. Således forekommer de uhensigtsmæssige til egentlig empirisk analyse, idet de ikke synes at kunne fungere egnede til at skabe indsigt i den empiriske kompleksitet. I stedet synes empirien snarere at kunne fungere som forklaring af teorien. Jeg peger derfor på, at work-life balance teorierne ikke kan leve op til de standarder, som jeg har til min forskning. Jeg peger på vigtigheden af, at man ikke kan overføre eksterne logikker om work-life balance, hvis man vil skabe indsigt i konkret
work-life balance.

Min exit fra work-life balance teorierne er at påpege vigtigheden af selve
konstitueringen af en sand problematik, hvori svaret ikke allerede ligger som en del af spørgsmålet. Min udgang rejser således nogle metodiske spørgsmål. For det første argumenterer jeg for, at hvis man vil undersøge work-life balance, så må det gøres empirisk, og at dette kræver en indsigt i det skjulte tredje punkt. Man kan altså ikke overføre eksterne logikker, hvis man vil skabe indsigt i work-life balance, i stedet må man lede empirisk.

Mit første bidrag er derfor en ny forskningsmetode til at undersøge work-life balance gennem. Denne metode er en videreudvikling af Blanchots begreber: Dagen, natten og den anden nat. Disse er som udgangspunkt tomme kategorier, og de er derfor en ontologi, der i modsætning til work-life balance teorierne er åben overfor empiri. Det er ikke muligt at overføre eksterne logikker til: Dagen, natten og den anden nat, for at udfylde dem, må man søge empirisk. Jeg tilbyder således en empirisk metode til worklife feltet, der ikke foregriber problemstillingen. Den ontologiske figur kan styre og strukturere forskningsdesignet, men den kan aldrig styre eller forudsætte indholdet. Det må nødvendigvis søges empirisk. Svaret kan således ikke forudsættes i spørgsmålet. Min metode er et redskab til at skabe indsigt i sammenhænge og relationer, sådan som de står internt i en specifik verden. Det er herfra, at work-life balance må både undersøges og introduceres i forhold til et konkret felt. Mit første bidrag til work-life balance feltet er således en måde, hvorpå selvforholdet kan undersøges gennem: Dagen, natten og den anden nat. Jeg introducerer en metode, der muliggør, at man kan måle de forskelle, der gøres relevante indenfor en specifik kontekst med den anden nat, som det punkt, der hentes inde fra analysen og altså ikke udefra som en
normativitet, der er uafhængig af analysen.

Derudover tilbyder jeg et stykke grundig empirisk indsigt i et af de områder, som worklife balance teorierne selv efterlyser viden om, nemlig den gruppe de selv kalder workaholics. Jeg leverer et stykke unik empirisk indsigt i en gruppe højt profilerede management konsulenter, som forhåbentlig kan bidrage til en begyndelse af work-life balance som noget, der ikke kan undersøges gennem en relation mellem arbejde og fritid, men i stedet må gentænkes i retning af forskellige måder at gøre et selvforhold på, hvor der i stedet fokuseres på relationen mellem subjektet og den verden, som subjektet kan eksistere i. Jeg leverer et stykke empiri, der i sig selv i al sin klarhed viser, at hvis man vil have adgang til en konkret kontekst, kan man med fordel bevæge sig ind gennem den anden nat.

Jeg vender derfor blikket andetsteds for at søge en teoretisk forståelsesramme med henblik på det konkrete empiriske studie. Den finder jeg i et møde mellem Foucault, Deleuze og Blanchot. Min helt overordnede metode har således været: Dagen, natten og den anden nat, som en ontologi, der er åben overfor empiri. Dette greb gennemstrømmer hele afhandlingen.

For det første ved at fokusere mit blik teoretisk. Det gælder i første omgang at jeg ikke forfølger magtens linjer. Jeg undersøger altså ikke, hvordan konsulenterne bliver udsat for magt, men i stedet fokuseres på, hvordan de forsøger at gribe magten gennem et særligt selvforhold. Dagen, natten og den anden nats ontologi fungerer således som den overordnede ramme for, hvordan jeg kæder ting sammen.

For det andet er dagen, natten og den anden nat afgørende for den måde, jeg har
indsamlet min empiri. Det er med udgangspunkt i den figur, at jeg har sat
konsulenterne i en interviewsituation, hvor jeg ansporede dem til at reflektere over sig selv og eget liv. For det tredje gennemsyrer dagen, natten og den anden nat ligeledes måden, jeg organiserer empirien. Eftersom dagen, natten og den anden nat er tomme kategorier, er det centrale ved min analytik den måde, hvorpå begreberne står i forhold til hinanden. Det gør de ved, at dagen er det umiddelbare erfaringsniveau, mens natten er det niveau, der udgør refleksioner over det umiddelbare. Her er det væsentligt, at dagen og natten er lige vigtige og lige virkelige kategorier, der således tildeles den status i analysen. Det er i forlængelse heraf også centralt, at dagen og natten ikke er
adskilte niveauer, men at de altid er samtidigt tilstedeværende. Man er ikke enten i dagen eller i natten, man er begge steder på én og samme tid. Dag og nat står i et immanent spændingsforhold til hinanden, men det er ikke et direkte forhold, det vil altid være foldet ind som del af et særligt selvforhold. Så konkret står dagen og natten i relation til hinanden i den anden nats diagram. Og eftersom alle kategorierne altså som udgangspunkt er tomme, kalder denne ontologi på empiri.

For det fjerde har dagen, natten og den anden nat også betydning for fremstillingen af mine analyser. For mit valgt af hvordan jeg formidler min fortælling. Helt eksplicit kommer det til udtryk ved, at jeg har ladet spændingen mellem dagen og natten fungere som centrale kategorier også i min formidling, men derudover har det også haft indflydelse på formen eller stilen, hvormed jeg formidler. Når livet i folderne, den anden nats diagram, bliver det centrale niveau, betyder det nemlig også, at det helt centrale niveau for analysen bliver virtuelt. Det har således været en formidlingsmæssig udfordring at forsøge at vise og inkludere denne virtualitet i teksten.

Således har dagen, natten og den anden nat gennemsyret hele min metode. Når det er sagt, er det efterfølgende helt centralt at fremhæve, at metoden på ingen måde styrer mit indhold. Den har ingen indflydelse på selve det analytiske indhold. Pointen er netop, at det er en metode, der kræver empiri, ligesom det er en metode, der giver empirien mulighed for at svare igen som et diagram.

Gennem tre delanalyser af forbindelseslinjer mellem: Lystens dag og afmagtens nat, viljens dag og afskyens nat og lidenskabens dag og afsavnenes nat, udpeges de tre måder, hvorpå dagen og natten står i relation til hinanden på. Disse tre relationer eller forbindelseslinjer bliver i diagrammet udtryk for tre forskellige måder, som selvforholdet er foldet. De bliver udtryk for tre intense selvforhold: Midlertidighed, uskyldiggørelse og intensivering. Den anden nats diagram fremstilles herefter som et komplekst og ikke reducérbart diagram, som forbinder det indenfor og det udenfor. Helt overordnet kan diagrammet karakteriseres ved tre forhold: Fuldstændig mangel på stabilitet, en evne til
at tillade alt og endelig en ekstrem selvintensiverende kraft. Gennem sameksistensen mellem: Midlertidighed, uskyldiggørelse og intensivering, fungerer diagrammet som en selvintensiverende maskine.

Den anden nats diagram er en næsten blind og tavs maskine, der både kan
karakteriseres gennem er ekstrem smidighed og en uendelig evne til transformation. For den kan negere alt, og den kan gøre det mulige umuligt og det umulige muligt. Alt kan absorberes i diagrammet, selv ting, der ellers umiddelbart ville være i modstrid. Ting, der normalt betragtes som adskilt og modstridende, kan således placeres ved siden af hinanden. Det er et diagram, der kan negere alt, det kan lave alt om og absorbere det, der ellers ville bremse intensivering, så det i stedet kommer til at fungere intensiverende. Det er en selvforstærkende maskine, der slutter sig om sig selv netop i kraft af, at den hele tiden peger ud af sig selv gennem linjerne til det udenfor.
Det er en ekstremt selvintensiverende maskine, der ikke kan falde til ro. Den tordner af sted i høj hastighed, og den er næsten ustoppelig. Men det er også en ganske blid og næsten tavs maskine, der forførende tilbyder livet igen og igen.

Således giver jeg indsigt i en eksistensform, der peger på et subjekt, der uafladeligt sendes tilbage til sig selv i en intensiverende helhedsfigur, der ikke tillader en universel rationalitet. Det er en eksistensform, hvor man stilles til opgave at stå i centrum af verden og tage sin egen skabelse på sig. Det er en eksistensform, der skaber en intens alenehed, og hvor egen ansvarlighed for denne alenehed hele tiden bevidstgøres.
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedKøbenhavn
ForlagCBS - Copenhagen Business School, Doctoral School of Organisation and Management Studies
Udgave1.
Antal sider253
ISBN (Trykt)978-87-92842-32-9
ISBN (Elektronisk)978-87-92842-33-6
StatusUdgivet - 2012
NavnPh.d. Serie
NummerPh.d. Serie 3.2012

Emneord

  • Undersøgelsesdesign, teori og metode

Citationsformater