Abstract
Røntgenapparaturet, der anvendes i billeddiagostisk praksis på landets hospitaler, er underlagt strenge kvalitetssikringskrav, som er udførligt beskrevet i Bekendtgørelse om medicinske røntgenanlæg til undersøgelse af patienter (Bekendtgørelse nr. 975 af 16. december 1998). Det betyder blandt andet, at apparaturet testes løbende med henblik på blandt andet billedkvalitet. Ultralydsapparaturet anvender imidlertid ikke ioniserende stråling og falder derfor uden for denne kvalitetssikringsramme, hvorfor kvalitetssikring af Ultralydsapparater ikke er en selvfølge i den daglige drift i en billeddiagnostisk afdeling. Formålet med dette projekt er at bidrage til kvalitetssikringen af dette område.
Projektet indeles i 3 faser, hvor indledende fase er et litteraturstudie, der søger at afdække behovet for kvalitetssikring på området, samt gældende regler, retningslinjer og lovgivning nationalt og internationalt. Dette studie danner grundlag for en nyudviklet protokol.
Eksperimentel fase, hvor apparatur i billeddiagnostisk læringscenter, Conrad, radiografisk videnscenter ; ialt 4 apparaturer med hver 2 tilhørende prober testes af to observatører halvårligt i alt 5 gange. Derudover testes to apparaturer på en billeddiagnostisk afdeling, med hver 3 prober tilknyttet, samt apparatur udlånt af et medicoteknisk firma med tilhørende 9 prober.
Afsluttende fase, hvor der foretages interview med nøglepersoner, for at afdække om protokollen er anvendelig til kvalitetssikring af UL prober i klinisk praksis.
Konklusionen er: Kvalitetssikring af UL-apparatur foregår ikke systematisk og kontinuerligt på nogen af de afdelinger jeg har været i kontakt med i løbet af dette projekt. Informanterne i interviewene giver udtryk for at der mangler ”et værktøj” for at kvalitetssikring af UL prober kan iværksættes. Der udtales også interesse for en protokol, der kan systematisere kvalitetssikringen af UL prober. Test af apparaturet på en på en billeddiagnostisk afdeling blev kun udført en gang, og gav ikke informanterne et særligt stort grundlag for at bedømme om den kunne anvendes i klinisk praksis, men der var stor interesse for projektet, der var dog bekymring over det forventede tidsforbrug i forbindelse med en eventuel implementering af protokollen. En informant fortæller at det gennemsnitligt tager en time at teste en probe, dette er også den tid det tager at teste en probe med anvendelse af protokollen.
Testen af protokollen gav nogle målbare resultater, og den vil kunne danne grundlag for en systematiseret kvalitetskontrol af UL prober. Det er muligt at registrere krystaludfald og gradvis forværring af billedkvaliteten ved at teste proberne med faste mellemrum. Den testning der bliver beskrevet af informanterne, beskriver at de vurderer om der er visuelt pixeludfald udfra et billede der ligner protokollens luftbillede. Ved testning af protokollen, har luftbilledet ikke givet anledning til at mistænke krystaludfald, derimod har de efterfølgende målinger tydeligt vist at der sker en ændring i proberne henover tid. Proberne bør derfor testes mere indgående og testes første gang umiddelbart efter anskaffelse, således at udviklingen af proben kan følges halvårligt, eller kvartalsvis alt efter anvendelsesgraden.
Der er tre målinger i protokollen, som jeg har fundet ikke bidog med yderligere information, de målinger kan med fordel sorteres fra i en revidering af protokollen. Jeg havde valgt at medtage dem, da de indgik i den oprindelige CIRS protokol, og det kan i en startfase være en fordel at have flere målinger at holde sig til. Min vurdering er dog at denne fordel ikke opvejer det øgede tidsforbrug.
Der er dog nogle betydelige bias ved anvendelse af protokollen, der skal tages højde for. For det første er der den manglende objektivitet. Dette ses meget tydeligt i vurderingen af luftbilledet. Vurderingen af hvornår støjen bliver for høj i forhold til fremstillingen af strukturerne er en yderst subjektiv vurdering. Det er ikke muligt at undgå subjektivitet i forbindelse med måling og vurdering af de tekniske fantombilleder, da disse foretages manuelt. Det er derfor vigtigt at foretage flere målinger, og måske også oftere målinger end hvis målingerne var objektive. Flere og oftere målinger tager tid, og kan gå ud over patient flowet i et travlt UL rum. Desuden vil de ekstra målinger også kræve personaleressourcer og dermed økonomi .
For det andet er der et betydeligt element i form af interobservatørvarians. I mine forsøg ses tydelig forskel mellem målinger foretaget af undertegnede og målinger foretaget af studerende. Det bør derfor anbefales at operatøren er den samme ved alle målinger, og at operatøren er rutineret indenfor området.
Det er tillige min opfattelse at protokollen kan afdække forskelle mellem forskellige apparaturer og forskellige prober. Dette bygger jeg især på den forskel der er i differentieringen af små strukturer i det horisontelle plan, som mit forsøg viste ikke kunne forklares pga. slid, krystalhenfald eller probens alder. Desuden er der testet en anden type apparatur på en billeddiagnostisk afdeling, samt et apparatur udlånt af et medicoteknisk firma, med mange forskellige prober. Af disse resultater ses tydelige forskelle på de forskellige prober
Projektet indeles i 3 faser, hvor indledende fase er et litteraturstudie, der søger at afdække behovet for kvalitetssikring på området, samt gældende regler, retningslinjer og lovgivning nationalt og internationalt. Dette studie danner grundlag for en nyudviklet protokol.
Eksperimentel fase, hvor apparatur i billeddiagnostisk læringscenter, Conrad, radiografisk videnscenter ; ialt 4 apparaturer med hver 2 tilhørende prober testes af to observatører halvårligt i alt 5 gange. Derudover testes to apparaturer på en billeddiagnostisk afdeling, med hver 3 prober tilknyttet, samt apparatur udlånt af et medicoteknisk firma med tilhørende 9 prober.
Afsluttende fase, hvor der foretages interview med nøglepersoner, for at afdække om protokollen er anvendelig til kvalitetssikring af UL prober i klinisk praksis.
Konklusionen er: Kvalitetssikring af UL-apparatur foregår ikke systematisk og kontinuerligt på nogen af de afdelinger jeg har været i kontakt med i løbet af dette projekt. Informanterne i interviewene giver udtryk for at der mangler ”et værktøj” for at kvalitetssikring af UL prober kan iværksættes. Der udtales også interesse for en protokol, der kan systematisere kvalitetssikringen af UL prober. Test af apparaturet på en på en billeddiagnostisk afdeling blev kun udført en gang, og gav ikke informanterne et særligt stort grundlag for at bedømme om den kunne anvendes i klinisk praksis, men der var stor interesse for projektet, der var dog bekymring over det forventede tidsforbrug i forbindelse med en eventuel implementering af protokollen. En informant fortæller at det gennemsnitligt tager en time at teste en probe, dette er også den tid det tager at teste en probe med anvendelse af protokollen.
Testen af protokollen gav nogle målbare resultater, og den vil kunne danne grundlag for en systematiseret kvalitetskontrol af UL prober. Det er muligt at registrere krystaludfald og gradvis forværring af billedkvaliteten ved at teste proberne med faste mellemrum. Den testning der bliver beskrevet af informanterne, beskriver at de vurderer om der er visuelt pixeludfald udfra et billede der ligner protokollens luftbillede. Ved testning af protokollen, har luftbilledet ikke givet anledning til at mistænke krystaludfald, derimod har de efterfølgende målinger tydeligt vist at der sker en ændring i proberne henover tid. Proberne bør derfor testes mere indgående og testes første gang umiddelbart efter anskaffelse, således at udviklingen af proben kan følges halvårligt, eller kvartalsvis alt efter anvendelsesgraden.
Der er tre målinger i protokollen, som jeg har fundet ikke bidog med yderligere information, de målinger kan med fordel sorteres fra i en revidering af protokollen. Jeg havde valgt at medtage dem, da de indgik i den oprindelige CIRS protokol, og det kan i en startfase være en fordel at have flere målinger at holde sig til. Min vurdering er dog at denne fordel ikke opvejer det øgede tidsforbrug.
Der er dog nogle betydelige bias ved anvendelse af protokollen, der skal tages højde for. For det første er der den manglende objektivitet. Dette ses meget tydeligt i vurderingen af luftbilledet. Vurderingen af hvornår støjen bliver for høj i forhold til fremstillingen af strukturerne er en yderst subjektiv vurdering. Det er ikke muligt at undgå subjektivitet i forbindelse med måling og vurdering af de tekniske fantombilleder, da disse foretages manuelt. Det er derfor vigtigt at foretage flere målinger, og måske også oftere målinger end hvis målingerne var objektive. Flere og oftere målinger tager tid, og kan gå ud over patient flowet i et travlt UL rum. Desuden vil de ekstra målinger også kræve personaleressourcer og dermed økonomi .
For det andet er der et betydeligt element i form af interobservatørvarians. I mine forsøg ses tydelig forskel mellem målinger foretaget af undertegnede og målinger foretaget af studerende. Det bør derfor anbefales at operatøren er den samme ved alle målinger, og at operatøren er rutineret indenfor området.
Det er tillige min opfattelse at protokollen kan afdække forskelle mellem forskellige apparaturer og forskellige prober. Dette bygger jeg især på den forskel der er i differentieringen af små strukturer i det horisontelle plan, som mit forsøg viste ikke kunne forklares pga. slid, krystalhenfald eller probens alder. Desuden er der testet en anden type apparatur på en billeddiagnostisk afdeling, samt et apparatur udlånt af et medicoteknisk firma, med mange forskellige prober. Af disse resultater ses tydelige forskelle på de forskellige prober
| Originalsprog | Dansk |
|---|
| Antal sider | 69 |
|---|---|
| Status | Udgivet - 2013 |
Emneord
- billeddiagnostik