Læring i praksis: Klinisk vejlederes perspektiv

En undersøgelse som søger at belyse og forstå, hvordan de kliniske vejledere opfatter deres funktion, hvad der er betydningsfuldt i vejledningen og hvilken betydning denne opfattelse kan få for de studerendes udvikling af de praktiske og personlige handlekompence i de først tre semestre.
En empirisk undersøgelse er udført, hvor tre kliniske vejleder blev interviewet.
Undersøgelsen viser, at de kliniske vejledere i planlægningen af de studerendes læringsmuligheder er opmærksomme på sygeplejeprocedure, patientperspektiv og de studerendes faglige og personlige forudsætninger. Men de akademiske kompetencer, som de studerende skal udvikle, bliver vægtet højere. De kliniske vejledere mener, at der er vigtigt, at de studerende udvikler praktiske og personlige handlekompetencer i klinisk praksis, fordi de kan lære noget andet i praksis, som ikke kan læres gennem bøgerne. Men på trods af dette, tyder det på, at målene for de først 3 semestre og valg af patienter for at lære sygepleje bliver defineret ud fra de skriftlige opgaver (patient og temaforløb), som de studerende skal udarbejde i praktikperioden. At arbejde sammen med en erfaren sygeplejerske agerende som rollemodel under udførelse af sygepleje syntes at være vigtig, ligesom det også syntes vigtigt at være sammen i den efterfølgende refleksion over den udførte sygepleje. Refleksionen er rettet mod såvel den konkrete sygeplejesituation, som de studerendes tanker og følelser. Ligeledes syntes det vigtigt at de studerende føler sig velkommen, når de introduceres i afdelingen.
Konsekvenserne af denne undersøgelses resultat må blive, at de studerende ikke får de bedste muligheder for at lære og udvikle de praktiske og personlige handlekompetencer i klinisk praksis. Den større fokus på de akademiske kompetencer i de først tre semestre i sygeplejerskeuddannelsen kan betyde at de studernde forhindres i at lære det unikke i sygeplejen og får tid til at reflektere over dette.