Læring på teknologiske korttidsafsnit: En kvalitativ undersøgelse af hvordan sygeplejestuderende lærer at yde omsorg samtidig med, at de skal lære at beherske instrumentelle sygeplejehandlinger.

Introduktion
I dette speciale undersøges og diskuteres det, hvordan sygeplejestuderende på modul 11 lærer i praksis på et teknologisk korttidsafsnit. Der arbejdes ud fra følgende problemformulering: Hvordan lærer sygeplejestuderende på modul 11 at yde omsorg samtidig med, at de skal lære at beherske instrumentelle sygeplejehandlinger, når det afvikles på teknologiske korttidsafsnit? Følgende underspørgsmål belyses: Hvem eller hvad lærer den studerende af? Hvilke faktorer i praksisfællesskabet har betydning for, at den studerende lærer omsorg såvel som instrumentelle sygeplejehandlinger?

Formålet med undersøgelsen er at opnå en indsigt og forståelse for, hvordan sygeplejestuderende lærer i praksis. Forhåbentlig vil denne undersøgelse medvirke til at den kliniske såvel som den teoretiske underviser kan tilrettelægge læringsforløb, der giver bedre betingelser for at lære instrumentelle sygeplejehandlinger såvel som professionel omsorg.

Metode: Undersøgelsen bygger på et kvalitativt studie, hvor 2 sygeplejestuderende i klinisk praksis på modul 11, fra to forskellige medicinske ambulatorier observeres og efterfølgende interviewes. De studerende blev observeret og interviewet i starten samt i slutningen af deres uddannelsesforløb på modul 11.

Det teoretiske udgangspunkt er et socialt perspektiv på læring. Det tages udgangspunktet i social læringsteori, især med afsæt i Lave, Wenger, Dreier samt Wackerhausens læringsteori. Endvidere er Martinsens omsorgsteori inddraget. Analysen af observationerne samt interviewene er foretaget med afsæt i Dahlagers og Fredslunds hermeneutisk analyse. Analysen gennemføres i 4 trin: 1. Helhedsindtryk. 2. Meningsbærende enheder identificeres. 3. Operationalisering. 4. Rekontekstualisering og hermeneutisk fortolkning.

Fund: Analysen resulterede i 4 temaer, med forskellige underkategorier. Temaerne er: 1. At lære omsorg og instrumentelle sygeplejehandlinger. 2. Faktorer i praksisfællesskabet som har betydning for læring. 3. Personer der er vigtige i forhold til læring. 4. Kontakt til pårørende.

Konklusion: Undersøgelsen peger på, at i starten af informanternes uddannelsesperiode på modul 11, er det ikke muligt at lære at yde omsorg samtidig med, at de skal lære at beherske instrumentelle sygeplejehandlinger. Det kræver tid, øvelse og gentagelse at lære dette. Informanterne lærer gennem deltagelse og ved at gøre ting i fællesskab med sygeplejerskerne samt gennem observation og imitation. For at informanterne kan begå sig i praksisfællesskabet, er det vigtigt at de kan rutinerne og fagsproget, som anvendes på afsnittet, hvilket de lærer gennem deltagelse i praksis. Et praksisfællesskab præget af åbenhed, tryghed samt faglig udfordring opleves som betydningsfuld for deres læreproces. Ikke overraskende viser undersøgelsen, at det at få ros, råd og konkrete tilbagemeldinger opleves som betydningsfuldt i forhold til læreprocessen. Det konkluderes, at det at have mulighed for diskussion og refleksion havde betydning for informanterne, idet det muliggjorde at refleksionsprocessen igangsættes. Informanterne har forskellige faglige samt personlige forudsætninger, og undersøgelsen peger på, at det er væsentlig at tage udgangspunkt i deres forudsætninger. Undersøgelsen viser, at tiden og systemets pres spiller en rolle i forhold til informanternes læring. Det ses ligeledes, at det ikke kun er vejlederen, der er vigtige, men at informanterne også lærer fra de andre sygeplejersker, lægerne, patienten og sekretæren. En sidegevinst til undersøgelsen er, at det ikke kun er svært for informanterne at lære at yde omsorg og beherske instrumentelle sygeplejehandlinger samtidigt, men at kontakten til de pårørende er et overset læringsfokus. At pårørende er et overset læringsfokus er overraskende, idet dette ikke har været undersøgelsens fokus.