Løfter, trusler og råd – en taksonomi for betingelsessætningers indirekte talehandlinger

I daglig tale kommunikerer vi ofte talehandlinger, såsom løfter, råd og trusler, uden at markere denne talehandling eksplicit i vores udsagn, f.eks. ved hjælp af et performativt verballed som ”jeg lover at”, eller ”jeg råder dig til at”. I stedet forudsætter vi, at den, vi snakker med, er i stand til at udlede, hvilke talehandlinger vi foranstalter ud fra vores hensigter i sætningskonteksten. Betingelsessætninger, såsom ”Hvis du kommer sent hjem, er der mad i køleskabet”, bliver i daglig tale meget ofte benyttet ikke kun til at forbinde to udsagn med hinanden, men til at forme en indirekte talehandling, som kan forstås som et råd, et løfte eller i nogle tilfælde en trussel. Men hvordan vurderer vi, om en sætning var ment som et løfte eller som et råd, når talehandlingen ikke er gjort eksplicit, og der er mere end én mulig fortolkning af, hvad talerens hensigter er, og om han eller hun dermed har gjort sig forpligtiget med sin ytring? Med udgangspunkt i en statistisk analyse af et læsehastighedseksperiment med 42 deltagere undersøger jeg i denne artikel, hvilke aspekter læsere hæfter sig ved, når de læser en historiekontekst, hvor betingelsessætninger indgår, og bliver bedt om at tage stilling til, hvilke indirekte talehandlinger der opstår fra disse betingelsessætninger