Machine Mimesis: Electronic Literature at the Intersection of Human and Computer Imitation

Maskinlæring, i særdeleshed store sprogmodeller såsom OpenAI’s GPT-modeller og Googles Bard, har i de senere år demonstreret en evne til at generere tekst, der sjældent kan skelnes fra menneskeskrevet tekst. Disse systemer kan generere digte, sangtekster og historier, der ofte efterligner kendte forfatteres stil og generelt er genkendelige som værende af litterær art. Kort sagt imiterer de menneskelig sprogkundskab med en hidtil uset virkeevne. Fremkomsten af store sprogmodeller har udløst begejstring, frygt og diskussion på tværs af kontekster – i teknologibranchen, i akademisk diskussion, i populærkulturen og i den offentlige debat. Deres hidtil usete evner til at efterligne menneskelig skrift synes at indvarsle en ny situation, hvor spørgsmål om computerkreativitet, kunstig intelligens og selve begrebet menneskehed synes at være af afgørende betydning. I denne situation er der dog et spørgsmål, som ofte forbliver ubemærket og ubesvaret: Hvad betyder det overhovedet, at maskinlæring imiterer menneskelig skrift? Hvad gør imitationen – hvad udleder den?

I denne afhandling bearbejder jeg spørgsmålet om, hvordan vi skal forstå maskinlæringens imitation. Jeg spørger, hvad det vil sige at mime i maskinlæringens tidsalder: Hvad sker der med litteratur og litterær kultur, når produktionen af sprog, og især sproglig efterligning, er blevet algoritmificeret af maskinlæring? For at kunne besvare dette spørgsmål forankrer jeg ordet imitation i begrebet mimesis, som har rødder i den antikke græske filosofi og til stadighed spiller en afgørende rolle for, hvordan vi forstår fænomener såsom enshed, repræsentation og efterligning. Jeg beskæftiger mig primært med litterære, antropologiske og filosofiske opfattelser og redegørelser for mimesis fra det seneste århundrede og trækker i vid udstrækning på Walter Benjamin, Michael Taussig, Jane Bennett, Erich Auerbach, Olga Goriunova, Nidesh Lawtoo og mange andre.

Afhandlingens centrale bidrag er dens udvikling af et begreb om maskinmimesis. Dette er et nyt litterært fænomen, der er karakteriseret som gensidig imitation i krydsfeltet mellem menneskelig og datamatisk imitation. Som et centralt træk er maskinmimesis baseret på menneskelig deltagelse i det mimetiske loop, hvilket betyder, at vi ikke bare har at gøre med computere, der forsøger at imitere menneskelig skrivning, men med mennesker, der imiterer computeres imitation af dem selv. Denne dobbelthed skaber en til tider svimlende rekursivitet, der er den vigtigste kilde til maskinmimesis’ litterære og politiske agens. Maskinmimetiske praksisser genforhandler og udøver til tider modstand mod maskinlæringens tendens til at ville umuliggøre enhver skelnen mellem mennesker og computere. Dette forgår ved en uperfekt, friktionsfuld og poetisk form for mimetisk praksis, der omarbejder maskinlæringens imitative logik indefra.

Det overordnede argument i afhandlingen er, at maskinmimesis åbner op for den imitative relation mellem mennesker og maskinlæring og muliggør eksistensen af forskellighed, kritik, refleksion og genforhandling i denne relation. Dette står i kontrast til de ellers dominerende antagelser om både maskinlæring og imitation, som i begge henseende ofte anses for at være ensidige former for assimilation – hvor formålet er at umuliggøre enhver skelnen (i maskinlæringens tilfælde mellem menneske og maskine). Som modstykke til disse forsøg på at umuliggøre enhver skelnen belyser maskinmimesis, hvor dan vi kan lære at læse, skrive og leve med maskinlæring på gensidige måder, der afstedkommer et mere prosaisk forhold til maskinlæring såvel som muligheden for at genforhandle, hvordan den udfolder sig i den digitale kultur.

For at belyse maskinmimesis er det nødvendigt at udvikle en metodologi, der er egnet til at studere den. Eftersom den eksisterer i skæringspunktet mellem menneskelig og datamatisk imitation, besidder maskinmimesis en kompliceret materialitet, som består lige så meget af imaginarier som af kunstige neurale netværk. Imaginariernes og de neurale netværks operationer er svære at undersøge, og deres indbyrdes forhold måske endnu sværere, da deres materielle omstændigheder i begge tilfælde ikke kan lokaliseres i kildekoden, men kun spores, mens de udfolder sig. For at imødegå denne udfordring udvikler jeg en metodologi, der baserer sig på analytiske indsigter, teoretiske undersøgelser og mimetisk praksis.

Mit arbejde er situeret i feltet elektronisk litteratur, som beskæftiger sig med at dokumentere, teoretisere og eksperimentere med overlappet mellem litteratur og computere. Maskinmimesis ses som en form for elektronisk litteratur. Mit arbejde bygger på og udvider den rige tradition for at beskæftige sig med tekstgenereringsteknologi i dette felt. Jeg bidrager med en mere dybdegående undersøgelse af begrebet mimesis, end hvad vi tidligere set i denne kontekst og udvikling af en ny metode til at studere maskinlæring i et perspektiv af elektronisk litteratur samt en undersøgelse af en bred vifte af cases, der vedrører maskinmimesis.

Argumentet udfoldes i tre dele:

1. Med det formål at tilgå maskinmimesis med en vis klarhed, dedikerer jeg afhandlingens første del til studiet af den menneskelige del af det maskinmimetiske loop og sætter dermed parentes om maskin-
læringens faktiske deltagelse i maskinmimesis. Jeg argumenterer for, at studiet af maskinmimesis drager fordel af en sådan parentes, hvor fokus ligger på menneskelig imitation af software, der imiterer mennesker: En praksis, som jeg begrebsliggør som bot-mimeri. Bot-mimeri finder i høj grad sted online, hvor brugere af store platforme skriver i bot-agtige stilarter som en slags mimetisk forhandling af forholdet mellem mennesker, dataspor og bots online. Ved at fjerne maskiner fra den mimetiske ligning afstedkommer bot-mimeri udviklingen af en forståelse af den sansning, der er på spil i maskinmimesis, såvel som dens politik, hvoraf begge er nyttige som indgangsvinkler til en dybere undersøgelse af maskinmimesis.

2. Idet maskinerne inviteres (tilbage) ind i det mimetiske loop, dedikerer jeg den anden del til at udvikle et syn på den repræsentationsform, der karakteriserer maskinmimesis. Jeg argumenterer for, at maskinmimesis udspiller sig på to abstraktionsniveauer på én gang – output- og dataniveauet – hvilket jeg begrebsliggør som en forvrængningens poetik. Ved at arbejde gennem en sådan poetik både repræsenterer og misrepræsenterer maskinmimesis – den forvrænger. Forvrængning er en afgørende del af maskinmimesis, som giver mulighed for kritik og forhandling, samt for at maskinmimesis kan resultere i skabelsen af nye værker af elektronisk litteratur. Jeg sporer forvrængningens poetik på outputniveau via en gentænkning af Turing-testen og på dataniveau via en læsning af et maskinmimetisk værk af elektronisk litteratur.

3. For at afdække nuancer og fastslå dens anvendelighed i digital kulturforskning og praksis, dedikerer jeg den tredje del til at spore maskinmimesis’ relation til design, forskning og dannelse. Med min egen praksisbaserede vidensudvikling som den røde tråd argumenterer jeg for, at maskinmimesis har potentiale til at fungere som en uafhængig form for vidensudvikling i digital kultur, der er afstemt efter dennes rodede materialitet. Jeg skitserer en mimetisk metode i forbindelse med akademisk forskning og diskuterer maskinmimetisk dannelse i forbindelse med undervisning, idet jeg behandler begge som former for vidensudvikling, hvor maskinmimesis spiller en afgørende rolle. Baseret på den mimetiske metode og maskinmimetisk dannelse skitserer jeg forholdet mellem maskinmimesis og interfacedesign og argumenterer for, at førstnævnte giver mulighed for bedre at forstå sidstnævnte i en maskinlæringskontekst, samtidig med at det også muliggør alternative designbaner.

Sammenfattende kaster mit arbejde lys over det ofte ubemærkede mimetiske aspekt af maskinlæring. Bot-mimeri afdækker de former for sansning såvel som de politiske dynamikker, der er på spil i imitationen af maskiner, der imiterer mennesker. Forvrængningens poetik belyser maskinmimesis’ repræsentationsform såvel som dens poetiske muligheder. Undersøgelsen af maskinmimesis i forhold til design, forskning og dannelse situerer mit arbejde i en større kontekst, hvori maskinmimesis allerede udfolder sig i den digitale kultur.

Ved at undgå at fokusere på intelligens eller kreativitet zoomer jeg ind på de konceptuelle antagelser, der gennemsyrer vores sædvanlige måder at diskutere og måle disse på. Ved at forankre min undersøgelse af maskinlæringsbaseret imitation i begrebet mimesis, og ved at spore det i og gennem elektronisk litteratur, når jeg frem til et kritisk syn på den nuværende tilstand af maskinlæring i digital kultur, der baserer sig på, men ikke begrænser sig til, et sæt af lange og komplekse traditioner, der vedrører litterær mimesis og litterær datamatik. Dette arbejde er afgørende for, at vi kan begynde at forstå det stadig udviklende teknokulturelle fænomen, som er maskinlæring. Nærværende afhandling bidrager med en teoretisk, analytisk og praksisorienteret ramme, hvorigennem vi kan spore, forstå og genforhandle maskinlæringens, især de store sprogmodellers, funktion, i digital kultur og i øvrigt.