Media Literacy gennem leg

Dansk resumé
I mit arbejde som underviser på pædagoguddannelsen er jeg ofte stødt på problemstillinger vedrørende børns leg med digitale medier. Ofte har indstillingen hos de studerende været, at børn ikke skal lege med digitale medier i dagtilbud og skole, på trods af, at børn tilbringer mere og mere tid på digital leg ’derhjemme’. Et argument har været, at når de får rigelig ’skærmtid’ derhjemme, behøver de ikke at beskæftige sig med digitale medier i en faglig sammenhæng blandt professionelle i dagtilbud og skole. Den kløft, der tegner sig mellem ’derhjemme’ og i skolen, satte jeg mig for at udforske fra de yngste skolebørns position og med et legeperspektiv. For at koble den digitale leg til en skolet kontekst valgte jeg at undersøge media literacy-feltet for at finde ud af, hvordan børns leg med digitale medier kan bidrage til forståelsen af media literacy i børnehaveklassen. Afhandlingens titel er derfor ”Media literacy gennem leg”, og det overordnede forskningsspørgsmål er:
Hvordan kan børns leg med digitale medier bidrage til forståelsen af media literacy i børnehaveklassen?

Med følgende supplerende spørgsmål:
• Hvad sker der i børnehaveklassen, når digitale medier indgår?
• Hvilke forståelser af leg indgår i børnehaveklassebørns media literacy?
• Hvad er media literacy i legen med digitale medier
Først begrunder jeg afhandlingens fokus på de yngste børn, dernæst gennemgås de teoretiske og metodiske implikationer samt afhandlingens analysestrategier, og til sidst fremlægges de overordnede resultater.
De yngste børn i folkeskolen indtager en særlig position, idet de er ’på vej’ ind i skolen. Det betyder noget for legen. Børnehaveklassen fungerer som overgang mellem børnehave og skole og placerer sig dermed mellem en børnehavepædagogisk tænkning, hvor udvikling og leg er i centrum, og en uddannelsespædagogisk tænkning, hvor viden og læring står centralt. Derudover betyder den teknologiske udvikling, at de yngste børn i højere og højere grad bliver fortrolige med digitale medier, blandt andet fordi smartteknologier siden 2010 har gjort betjeningen af teknologien enklere. De to forhold tilsammen bevirker, at nærværende afhandling drejer sig om de yngste børns ’digitale leg i skolen’.
Afhandlingen placerer sig i det paradigmatiske felt, der opstod i 80’ern og 90’erne, hvor barndomssociologien tog en markant drejning med nyklassikeren indenfor feltet Theorizing Childhood. I samme periode blev børnekulturstudier i Norden også etableret som forskningsfelt med BIN i 1988. Ideerne drejede sig om at forstå børn som beings fremfor (kun) som becomings, dvs. at forstå børn som aktive deltagere i deres eget liv og dermed også interessere sig for den folklore eller børneorganiserede, til tider vilde og ustyrlige leg, der knyttede sig til. Den socio-kulturelle videnskabelige position indebærer, at også et uddannelsespædagogisk begreb som media literacy bliver forstået fra en deltagelsesposition, hvor børns hverdagsliv og dermed leg indgår.
Legens kompleksitet gør det vanskeligt at bestemme dens ontologi, som dog må indkredses perspektivisk. Når undersøgelsen drejer sig om ’leg i skolen’ er det nødvendigt at tage højde for de legeperspektiver, der gør sig gældende i en lærings- og dannelsessammenhæng, og som udmøntes i styringsdokumenterne for børnehaveklassen; men eftersom det er børnenes position, der er i fokus, er perspektivet på leg i afhandlingen rettet mod kulturteori, og tilgangen er fænomenologisk. Det betyder, at det er børnenes perspektiver på leg, der udforskes på forskellige måder og det med øje for de praksisser og den hverdag, der knytter sig til den sociale, kulturelle og materielle kontekst, der er afgørende for, hvordan legen udøves, ligesom legen også forstås som et fænomen, der er afgrænset fra ikke-leg og dermed inviterer til særlige stemninger og udtryksformer, men som samtidig er mangetydig. Media literacy-feltet er ligesom legefeltet komplekst, fordi forskellige perspektiver og positioner tegner felterne. I børnehaveklassen er de forskellige positioner vævet sammen, hvorved både en bekymrings-, en deltagelses- og en policy-position er mulige at indtage. Policy-positionen drejer sig om de krav, der nationalt såvel som internationalt stilles til borgernes media literacy, både i forhold til adgang, forståelse og indsigt samt kommunikativ og kreativ anvendelse. De to andre positioner er forskningspositioner, hvor bekymringspositionen overvejende udspringer af pædagogiske og psykologiske teorier, og deltagelsespositionen har rod i kulturstudier. Afhandlingen bevæger sig mod en kultur- og medieteoretisk deltagelsesposition for at kunne udforske børns leg med digitale medier i børnehaveklassen.
Indenfor barndomssociologi og børnekulturstudier er der tradition for at undersøge børns hverdagsliv med etnografiske metoder. Som det fremgår, er afhandlingens genstandsfelt ontologisk komplekst, idet leg og media literacy er to adskilte videnskabelige felter. Dette fordrer en eklektisk tilgang. Med et deltagelsesperspektiv på media literacy og leg samler afhandlingens videnskabsteoretiske ramme sig om en fænomenologisk inspireret kulturanalyse, hvor det kulturanalytiske perspektiv mere specifikt er praksisteoretisk. Afhandlingens epistemologi baserer sig på barndoms- og mediesociologiske mikroperspektiver på børns legepraksisser i en børnehaveklassehverdag, hvor digitale medier indgår som ting eller fortællinger. Det betyder, at jeg har udført et etnografisk feltarbejde blandt børn og voksne på to skoler i fem børnehaveklasser og to forårs-SFO’er, hvor både deltagerobservationer, samtaler og interviews indgik. Undervejs blev det nødvendigt at ændre feltdesignet for at kunne inddrage digitale medier mere systematisk, hvilket førte til, at et mindre interventionsstudie blev gennemført i samarbejde med de professionelle i børnehaveklassen. Den metodiske kompleksitet betyder, at der er blevet genereret et rigt og varieret materiale, hvor også børns tegninger og videooptagelser indgår. I bearbejdningen af det empiriske materiale har jeg derfor benyttet to overordnede analysestrategier; den ene er inspireret af grounded theory, den anden af etnologisk kulturanalyse. Begge analysestrategier er fænomenologisk inspirerede, og interessen samler sig om deltagernes livsverden og de handlinger, der knytter sig dertil. Afhandlingens bidrag er dermed at skabe en teoretisk funderet forståelse af media literacy gennem børns leg, som den udfolder sig i børnehaveklassens hverdag og virkelighed, samt af børnenes deltagelse i og perspektiv på legepraksisser, hvor digitale medier indgår.
Afhandlingens resultater viser, at der er brug for et perspektiv på media literacy for de yngste, der tager udgangspunkt i deres position. Mit studie viser for det første, at media literacy skal forstås i en kontekst, hvor de yngste børns hverdagsliv med digitale medier kan indgå og dermed også den ’digitale leg’. For det andet fremgår det af min undersøgelse, at der med et deltagelsesperspektiv som udgangspunkt for ’digital leg’ er brug for et perspektiv på leg, hvor leg forstås som en praksisform med både narrative og æstetiske dimensioner, hvor mange forskellige former for udøvelse er mulige. Og når media literacy for det tredje forstås som legepraksis, er det nødvendigt at tage udgangspunkt i børns perspektiver for på den måde positivt at kunne bidrage til at støtte, styrke og udvikle media literacy blandt de yngste børn i skolen.