Musikalsk samvær i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade

I dette forskningsprojekt, har jeg undersøgt, hvilken betydning musikalsk samvær har i den socialpædagogiske indsats med mennesker med erhvervet hjerneskade. Projektet er gennemført som et kvalitativt studie i et aktionsforskningsperspektiv. Musikvidenskab, musikfilosofi, musiksociologi, musikpsykologi og æstetik, danner sammen med et pragmatisk læringssyn mit teoretiske afsæt. Sammen med socialpædagoger og borgere fra en mellemstor kommune har vi gennem aktionseksperimenter udledt viden, der peger på, at borgeren oplever musik som en meningsfyldt samværsform, og når musikalsk samvær foregår med udgangspunkt i musik fra borgerens hverdagskultur forbedres og forandres flere kognitive områder. Vores fund er, at anvendelse af musik i socialpædagogiske kerneområder kræver musikalsk praksiskunnen, som ligger ud over det almene niveau, der er kendetegnende for pædagoguddannelsen i dag. Skal praksis, hvor socialpædagoger inkluderer musik, således forandres og forbedres, kræves et kompetenceløft inden for musik. Et kompetenceløft, der kan implementeres i pædagoguddannelsen ved at indføre musik som fag, med fastlagte kompetencemål og krav om tilknytning til en af de lange praktikperioder.