Når bevægelse både forbinder og forstyrrer: bevægelse som pædagogisk spændingsfelt i specialundervisning

Et godt skoleliv forudsætter trivsel, læring og deltagelse i fællesskaber, men for nogle børn med ADHD/ASF kan skolens krav og undervisningens struktur være udfordrende, hvilket stiller særlige krav til pædagogiske indsatser. Med det som baggrund fokuserer denne undersøgelse på, hvordan pædagogisk personale i specialklasser oplever og giver mening til bevægelse som en del af
undervisningen.
Trivsel er et komplekst og multidimensionelt begreb, der forstås forskelligt på tværs af discipliner og forskningsfelter (Simovska & Kousholt, 2021). En fænomenologisk tilgang har blik for kroppens og situationens betydning, og i denne undersøgelse anvendes Hartmut Rosas resonansbegreb
som teoretisk linse (Rosa, 2019). Rosa fremhæver kroppen som et centralt resonansmedium, hvor sanser og bevægelse skaber affektive forbindelser til verden. Set i dette lys kan et stærkt fokus på struktur og kontrol – som traditionelt har præget specialpædagogikken – risikere at hæmme de
spontane og resonante erfaringer, der er afgørende for trivsel.
Undersøgelsen er gennemført som et kvalitativt casestudie (Flyvbjerg, 2006) med udgangspunkt i fire specialklasser på fire forskellige skoler. Klasserne omfattede elever fra 3.–8. klassetrin med ADHD- og/eller ASF-diagnoser. Med en hermeneutisk-fænomenologisk tilgang kombinerede vi multisensoriske deltagerobservationer (Falkenberg & Sauzet, 2023) med semistrukturerede
interviews (Kvale & Brinkmann, 2015) med lærere og pædagoger.
I vores observationer så vi, hvordan børnene bevægede sig ind og ud af anspændthed, engagement, modstand og indlevelse. I pædagogernes italesættelse af disse situationer trådte bevægelsens dobbelte karakter tydeligt frem: På den ene side som en vej til trivsel og deltagelse, på den anden som en katalysator for uro og affekt. Dette paradoks afspejler et spændingsfelt
mellem behovet for struktur og forudsigelighed og de relationelle betingelser, Rosa identificerer som centrale for menneskelig trivsel.
Afslutningsvis peger undersøgelsen på mulige trædesten for udviklingen af en kontekstspecifik og kropsligt forankret bevægelsespædagogik, der balancerer struktur med mulighed for resonans og affektiv respons.