”Nærvær i samtalen” Sygeplejerskens møde med den døende i et sygehusvæsen. En kvalitativ undersøgelse af, hvordan sygeplejersken oplever, forholder sig til og varetager "nærvær i samtalen" i mødet med døende.

Publikation: Ph.d. afhandling/ kandidat/ diplomKandidatspecialeForskning

Abstract

Dette speciale handler om sygeplejen af døende, med fokus på fænomenet ”nærvær i samtalen” og på sygeplejerskeperspektivet i et sygehusvæsen i Danmark.
Problemformuleringen er: Hvordan oplever, forholder sig til og varetager sygeplejersken fænomenet ”nærvær i samtalen” i mødet med den døende i et alment afsnit på et sygehus?
Baggrunden er en interesse og nysgerrighed i forhold til ovenstående, idet sygehuset stadig er stedet, hvor de fleste dør i Danmark, og der er sparsom forskning og fokusering på sygeplejerskeperspektivet i denne kontekst.
Formålet er at beskrive sygeplejerskens møde med den døende for derved at finde en begyndende indsigt og forståelse af betydninger i sygeplejerskens hverdag i klinisk praksis og livsverden i forhold til fænomenet ”nærvær i samtalen”.
Specialets kvalitative undersøgelse er grebet an ud fra en hermeneutisk-fænomenologisk videnskabsteoretisk forståelse, hvor feltforskning som metode er anvendt, og hvor både deltagerobservationer og interview af sygeplejersker indgår.
I analysen af specialets empiriske materiale fremkommer 3 analytiske kategorier: 1) Rutiner og tid; 2) At hjælpe og gøre en forskel; 3) Balancen imellem nærhed og afstand. Disse analyseres og nogle overordnede fund udledes. Disse fund danner rammen om diskussionens omdrejningspunkter. Specialets sygeplejefaglige referenceramme er Kari Martinsens omsorgsfilosofi, hvorfor denne inddrages i diskussionen. Den beskriver, hvordan sygeplejersken moralsk bør forholde sig i mødet med den anden.
Der konkluderes, at det tilsyneladende synes vanskeligt for sygeplejersken at varetage fænomenet ”nærvær i samtalen” i et alment sygehusafsnit, hvor begreber som tillid og kendskab synes specielt betydende. Disse synes således at fordre ”nærvær i samtalen” med den døende for sygeplejersken. Tillige synes en instrumentel sygeplejehandling at være befordrende for samtale og nærvær i mødet med den døende, fordi det synes at give tryghed og en naturlighed for sygeplejersken. Således fremstår idealet – her den optimale sygepleje – til tider modsætningsfyldt i forhold til sygeplejerskens handlemønstre i klinisk praksis i det konkrete møde med den døende i et sygehusafsnit.
Endvidere kan specialet synes at åbne for en opmærksomhed på og begyndende forståelse af sygeplejerskens vanskelighed ved at varetage sygeplejen af døende i et sygehusvæsen.
OriginalsprogDansk
StatusUdgivet - 2005

Emneord

  • sygeplejerskens perspektiv
  • palliation

Citationsformater