Negative beliefs om matematik har selvforstærkende effekt

Når elever opfatter matematik som et isoleret og irrelevant fag uden relation til virkeligheden og deres dagligdag, kan det gå ud over deres engagement og læring. Undersøgelser (f.eks. Grigutsch, 1998) peger på, at en skemaorienteret tilgang til matematikken - som blandt andet betyder, at matematik opfattes som et redskab eller en samling af formler eller procedurer, som skal følges for at nå det rigtige resultat - i højere grad end en mere procesorienteret tilgang er forbundet med negative opfattelser af matematikken. Særligt i kombination med opfattelsen af, at matematiske evner er et tegn på intelligens, kan den skemaorienterede tilgang relateres til et negativt fagligt selvbillede (Malmivuori, 1996) og dermed en øget risiko for matematikangst og udvikling af selvbeskyttende beliefs, såsom at matematik ikke har betydning i dagligdagen, eller at det er spild af tid at forsøge at lære det (Goldin, Rösken & Törner, 2009). Ud fra omfattende studier argumenterer Jo Boaler (2016) for, at den skemaorienterede tilgang til matematikken særligt udvikles i en matematikundervisning, som fokuserer på præstation, resultat og hurtighed frem for forståelse, og som er formet ud fra en opgavediskurs. Samme type undervisning kan føre til en læringsadfærd, som er præget af manglende vedholdenhed, undgåelse af udfordringer og hjælpeløshed (Boaler, 1997). Ved at kombinere teorier om undgåelse af matematik (Preis & Biggs, 2001) og beliefs-påvirket læringsadfærd (Fennema, 1989) opstilles en model for, hvordan negative matematikrelaterede beliefs kan have en selvforstærkende effekt. Modellen kan blandt andet illustrere, hvordan negative beliefs kan være særdeles vanskelige at ændre, og den kan anvendes som argumentation for at arbejde målrettet med elevers beliefs om matematik, særligt om matematik som disciplin. Desuden kan modellen fungere som framework i arbejdet med beliefsudvikling.