Noget andet i stedet: Stedbaseret læsning som litteraturpædagogisk metode

Ph.d.-afhandlingen Noget andet i stedet. Stedbaseret læsning som litteraturpædagogisk metode er udarbejdet på DPU, Aarhus Universitet, i perioden januar 2019-juni 2022. Den består af en kappe og fire tidsskriftartikler. Afhandlingen beskriver en teoretisk udvikling og empirisk afprøvning af en litteraturpædagogisk og udeskoledidaktisk undervisningsmetode kaldet stedbaseret læsning.
På baggrund af andres undersøgelser af det litteraturpædagogiske henholdsvis udeskoledidaktiske praksisfelt identificeres dels en mangel på eksplorative og verdensrettede litteraturpædagogiske metoder, og dels en mangel på teoretisk funderede fagdidaktiske metoder, som implementerer stedsessentiel udeskole. Afhandlingen sætter af fra en antagelse om, at ph.d.-projektets bud på stedbaseret læsning som udeskolebaseret metode kan udvide den litteraturpædagogiske metodepalet og føje noget andet til den ved at tilbyde en vej til en mere verdensrettet litteraturundervisning end den formalistiske og begrebsfokuserede undervisning, som ifølge andres undersøgelser af grundskolens litteraturundervisning synes at være udbredt.
I projektet stilles overordnet tre forskningsspørgsmål:
1. Hvordan kan man på et kropsfænomenologisk, litteraturtopografisk og udeskolepædagogisk grundlag udvikle en litteraturpædagogisk metode, der omfatter stedbaseret læsning?
2. Hvad kendetegner udskolingselevers tolkende læsninger, når de undervises med stedbaseret læsning som litteraturpædagogisk metode?
3. Hvordan viser en dobbeltrettet tekst-steds-opmærksomhed sig i elevers udsagn om stedbaseret læsning?
Forskningsinteressen er fænomenologisk-deskriptiv. Metodisk søges der svar på forsknings-spørgsmålene gennem et kvalitativt-fænomenologisk interventionsstudie.
I afhandlingens teoretiske del præsenteres først ph.d.-projektets videnskabs-teoretiske forankring i et onto- og kropsfænomenologisk syn på stedet som først og fremmest et kropsligt-sanseligt, men også et værens- og erkendelsesmæssigt anliggende mellem menneske og verden.
Det forklares dernæst, hvordan afhandlingens topografiske litteraturvidenskabelige grundlag er forankret i en sådan fænomenologisk stedsfilosofisk værenstænkning. Afhandlingen interesserer sig for sammenhænge mellem litteratur og livsverden. I en litteraturteoretisk positionering orienteres afhandlingen derfor mod de aspekter ved teksten, som tillader stedet og omgivelserne at komme til syne i teksten og i læserens omverden. Afhandlingen er i sin kerneposition orienteret mod den litterære tekst som både et udtryk for og et bidrag til kulturens samtale om og refleksion over den omgivende verdens betydning og værdi.
Endelig præciseres projektets forståelse af det skandinaviske begreb udeskole, som sammen med steds- og litteraturforståelsen ligger til grund for afhandlingens udvikling og beskrivelse af en litteraturpædagogisk metode, som omfatter en stedbaseret læsning.
I afhandlingens teoretiske afsnit forklares også den forbundethed mellem litteraturfortolkning og stedsopmærksomhed, som er undersøgelsens grundlag. Både litteraturfortolkning og steder beskrives som noget, der opstår og udvikles gennem en læsers meningsskabende aktiviteter.
Studiets empiriske del er overordnet set gennemført i tre trin: en forundersøgelse, et pilotprojekt og et kerneprojekt.
I forundersøgelsen undersøges det, hvad uderummet bruges til didaktisk i 148 udeskoleforløb, som er udviklet, gennemført og beskrevet af lærere og pædagoger på 66 demonstrationsskoler i det nationale aktionsforskningsprojekt Projekt Udvikling af Udeskole (2013-16). Analysen af det empiriske materiale viser, at udeskole forholdsvis sjældent praktiseres stedbaseret og stedsessentielt, hvilket vil sige, at når der undervises på steder i skolens nærområde, så rettes elevernes fokus i mindre grad mod en læring af og om stederne i socialhistorisk og kulturteoretisk forstand. Der argumenteres på denne baggrund for potentialet i en mere stedsessentiel udeskoleundervisning. Forundersøgelsen fungerer således som en empirisk validering af ph.d.-projektets antagelser om udeskolepraksis, idet det konkluderes, at
der er behov for teoribaserede fagdidaktiske undervisningsmetoder, hvis potentialet i stedbaseret læring skal kunne udnyttes. Ph.d.-projektets udvikling af stedbaseret læsning som litteraturpædagogisk metode er et danskfagsdidaktisk bud på dette.
Pilotprojektet er et kvalitativt-fænomenologisk interventionsstudie, som er foretaget i en udskolingsklasse på en skole, hvor udeskole er en højt prioriteret undervisningsform blandt ledelse, lærere, forældre og elever. Undersøgelsens formål er at bestemme, hvad der sker med elevernes tolkende læsninger, når stedbaseret læsning anvendes som metode i undervisningen. Det undersøges, hvornår der hos eleverne forekommer dobbeltrettet opmærksomhed på læsetekst og -sted; hvordan den opstår, og hvad der kendetegner den i praksis. Klassens dansklærer gennemførte et af forskerne nøje tilrettelagt interventionsprogram med sine 8. kl. elever og blev efterfølgende interviewet om sine indtryk. I undersøgelsen læste klassen en historisk billedroman om et ekspeditionsskib i 1830 - på et strandingsmuseum. Interventionsprogrammet bestod af et tre ugers litteraturundervisningsforløb. Studiets empiriske materiale består af en transskriberet lydoptagelse af det kvalitative semistrukturerede interview med læreren, af 16 elevtekster og af feltnoter. Analysen viser for det første, at en dobbeltrettet opmærksomhed hovedsageligt forekommer, efter at undervisningen på stedet er gennemført, og at den primært forekommer, når læreren initierer og stilladserer den. Dette peger på vigtigheden af, at læreren i undervisning med afhandlingens bud på stedbaseret læsning som metode aktivt tager rollen som den, der eksplicit initierer og stilladserer elevernes arbejde med at skabe forbindelser mellem tekst og sted. For det andet viser undersøgelsen, hvordan eleverne med deres dobbeltrettede opmærksomhed på tekst og sted ikke blot, som man måske kunne forvente, fokuserer på den historiske teksts rum og miljø som en isoleret størrelse, men at de hjælpes til at identificere de aspekter ved miljøet, som spiller en rolle for flere af tekstens betydningselementer, således dens karakterer, plot, udsigelsesforhold, generiske elementer, sproglige virkemidler, historicitet og plottets samtid. Undersøgelsen peger således på nogle indsigter og dimensioner, som stedbaseret læsning formentlig vil kunne bidrage med i grundskolens litteraturundervisning, nemlig stedsopmærksomheden som en åben, eksplorativ og omverdenømfindtlig vej ind i teksten.
I kerneprojektet, der ligesom pilotprojektet er et kvalitativt interventionsstudie, undersøges stedbaseret læsning i en lidt større skala end i pilotprojektet. Formålet
med denne del er at undersøge, hvordan fænomenet dobbeltrettet tekst-stedsopmærksomhed viser sig i elevers udsagn om stedbaseret læsning, når de undervises med den i afhandlingen udviklede metode. Her planlagde forsker i tæt samarbejde med to dansklærere et interventionsprogram i form af seks litteraturundervisningsforløb (interventionsforløb), som blev gennemført i en 8. klasse regelmæssigt hen over et helt skoleår. Der var denne gang tale om en klasse og nogle lærere, som ikke havde erfaring med at anvende udeskole. Interventionsforløbene hvilede ligesom pilotstudiets forløb på stedbaseret læsnings stedsfilosofiske, litteraturpædagogiske og udeskoledidaktiske principper om, at læreren initierer og stilladserer elevernes opmærksomhed på forbindelser mellem tekst og sted. Kerneprojektets empiriske materiale består af transskriberede lydoptagelser af elevudsagn fra undervisningen, fra litteratursamtaler og fra kvalitative semistrukturerede elevinterviews, som blev gennemført i forbindelse med afviklingen af interventionsprogrammets seks interventionsforløb. Desuden blev der indsamlet refleksionsnotater fra eleverne. Analysen viser, at stedbaseret læsning kan føje en særlig tidsdimension især til elevers læsning af ældre og historisk litteratur ved at lede til kognitive aktiviteter som genkendelse af og forestillinger om ’hvordan det har været’ i henholdsvis tekstens fiktive og stedets historiske univers. I en teoridreven fortolkning af disse fund peges der endvidere på, hvordan afhandlingens bud på en stedbaseret læsning potentielt kan hjælpe lærere og elever med at gøre abstrakte litteraturhistoriske perioder og ismer mere konkrete og dermed at bygge bro over kløfter mellem skolens litteraturundervisning og elevernes livsverden. Dette kan blandt andet åbne for anlæggelse af et kritisk-sociologisk perspektiv på teksten og verden.
Samlet set er afhandlingen et udsagn om, hvordan litteraturen og litteraturundervisningen kan noget særligt, hvis man griber dem an på måder, der betragter den litterære tekst som både et udtryk for og et bidrag til samtaler om og refleksioner over den omgivende verdens betydning og værdi. Når undervisning med stedbaseret læsning som metode lykkes, kan den lede elever ind i en refleksionsproces, hvor deres nysgerrige opmærksomhed bevæger sig mellem teksten, omverden og dem selv. I kraft af sit stedsfilosofiske udgangspunkt kan stedbaseret læsning muliggøre et didaktisk syn på litteraturlæseren som en, der i sin omgang med teksten på flere måder forstår og reflekterer over sig selv i relation til sine omgivelser. At være stedbaseret læser er ideelt set at stå i verden, at være i
verden, at erfare verden, sanse den og reflektere over den, og ikke mindst: at bringe tekst, jeg og verden i spil med hinanden; at skabe forbindelser imellem dem via en dobbeltrettet opmærksomhed på dem. Som sådan placerer afhandlingens undersøgelser stedbaseret læsning på den litteraturpædagogiske metodepalet som en arbejdsform, der med sine udeskoleelementer og sin stedsopmærksomhed i tekstarbejdet kan styrke en særlig form for verdensrettethed; en sanselighed over for og en sansning af både værkets og verdens materialitet. Med et blik på stoflighed og med fokus på menneskets væren i og forbundethed med verden.