Omsorg i teknologien? Teknologi i omsorgen? - Et STS studie af telepraksis.

Dansk resume:
Omsorg i teknologien? – Teknologi i omsorgen?: Et STS studie af telepraksis
Denne afhandling er en undersøgelse af omsorg i telepraksis, sådan som den udspiller sig i det telemedicinske projekt Horsens på forkant med sundhed (Horsens på forkant). Empirisk er afhandlingen placeret i den kvalitative forskningsgenre i form af etnografisk inspireret feltarbejde
med brug af interviews, observationsstudier, kildestudier og fotodokumentation.
Teoretisk er afhandlingen funderet i Science-Technology Studies (STS) feltet, nærmere bestemt Aktørnetværksteori (ANT) og andre beslægtede tilgange indenfor videnskabs- og teknologistudier.

Afhandlingen er delt i to dele. Del 1 omhandler de ’udredende’ kapitler (1-6), der danner baggrund for forståelsen af afhandlingens Del 2 (7-11), hvor de empiriske fund udfoldes og analyseres.
Del 1:
Kapitel 1 omhandler afhandlingens indledning, hvor det umiddelbare afsæt til afhandlingens fokus på telemedicin og omsorg afklares med betoning af sygeplejefagets manglende diskussion af brugen af konkrete teknologier i klinisk og teoretisk sygeplejepraksis. Omsorg er et gennemgående tema i
afhandlingen og kapitlet har opmærksomhed rettet mod de ændringer, som omsorgen undergår i forbindelse med anvendelse af telemedicin samt mod de bevæggrunde, der grundlæggende har affødt brugen af telemedicin i dansk omsorgspraksis. Kapitlet indrammer afhandlingens ambition om dels at ’blande’ to ellers modsætningsfyldte fænomener, her omsorg og telemedicin. Dels at
undersøge den teknologisk medierede praksis som en måde at forstå, hvordan agens finder sted, nårforskellige aktører mødes i Horsens på forkant. Kapitlet munder ud i en præcisering af afhandlingens forskningsspørgsmål:
- Hvordan mødes sygeplejepraksis og forskellige humane og non-humane aktørers agens i bestræbelse på at skabeomsorg i telemedicinsk praksis?
- Hvordan gøres omsorg i den heterogene telemedicinske praksis?
- Hvordan dannes den telemedicinske sygeplejerske og den telemedicinsk patient i forskelligekulturelle, diskursive og materielle processer i telemedicinsk praksis?

Kapitel 2 udfolder afhandlingens teoretiske ståsted, ANT, der karakteriseres som en translationssociologi i feltet af nyere videnskabs- og teknologistudier, her Science-Technology-Society Studies (STS). Kapitlet har især fokus på at præsentere grundlæggende forståelser og relevante begreber i ANT, der danner baggrund for afhandlingens forståelse af telemedicinsk praksis. Derudover fremhæves væsentlige kritikpunkter, der gennem tiden er fremsat omkring
ANT. Endelig beskrives, med reference til den franske sociolog Bruno Latour, hvordan handlinger og relationer er frugtbare centrale perspektiver, både i forhold til besvarelse af afhandlingens forskningsspørgsmål og til feltets ’udredning’ i praksis.

I kapitel 3 fortsættes arbejdet med udredning af afhandlingens analytiske fokus; omsorg. Kapitlet beskriver omsorgens nødvendighed og dens relation til og i sygeplejen. Først i et genealogisk og dernæst i et mere nutidigt perspektiv. Derefter udredes fænomenet omsorg med udgangspunkt ud fra sygeplejeteoretikerne Kari Martinsens, Merry Scheels og Katie Erikssons forståelser. De tre teoretikeres arbejder er med til at belyse væsentlige vinkler til omsorg, sådan som omsorg fremstår i sygeplejerskeuddannelsen. Problemet, der optrævles i kapitlet, er, at omsorgen i teoretikernes forståelse udelukkende refererer til relationen mellem mennesker og synes renset for teknologisk
medierede relationer. Latours begreb om purificering (renselse) dannes baggrund for problematisering af omsorgsteoriers ensidige fokus på menneske-til-menneske relationen, hvor spændingsfeltet mellem mennesker og teknologi forbliver uudtalt og uudforsket.

Kapitel 4 bidrager med udredningen af telemedicin, der refererer til mange forskellige entiteter og til et større felt af relaterede begreber, snarere end til telemedicin som en fast defineret standard. I kapitlet tilføjes telemedicin en ændret omsorgsgeografi til praksisfeltet ud fra forståelsen af, at
telemedicin bryder generelle forståelser af, hvor, hvordan, hvornår og gennem hvad pleje, omsorg og behandling finder sted. Desuden introduceres det centrale begreb telepraksis som et kollektiv, hvor både humane og nonhumane aktører er konstituerende for, hvordan telemedicin gøres og hvordan omsorg distribueres i den aktuelle praksis. Kapitlet undersøger endvidere den telemedicinske diskurs, sådan som den udspiller sig i sundhedspraksis og med inspiration fra
forventningssociologien undersøges, hvordan forventninger til nutiden former og konstituerer fremtidig anvendelse af telemedicin.

Kapitel 5 beskriver projekt Horsens på forkant som forskningsprojekt og som telemedicinsk hverdag. Teoretisk udfoldes projektet som et socioteknisk agencement og ud fra ’det nærværende’ og ’det fraværende’, der begge som begreber refererer til det heterogene, uordentlige og ustabile som vilkår i Horsens på forkant. Kapitlets formål er primært at hjælpe læseren og undertegnede til overblik over projektet samt at accentuere afhandlingens fokus på, at ’det heterogene’ byder ind på mange måder i telepraksis.

I kapitel 6 introduceres afhandlingens empiriske studie gennem udredning af, hvordan studiet metodisk er udført og hvordan de indsamlede data er analyserede. Med udgangspunkt i dels etnometodologiens forståelse af ’hverdagens praksis’ som agentelt rettet og dels den praksiografiske
tilgang som heterogent relateret, karakteriseres feltet som handlingsrettet og relationelt orienteret.Telepraksis bestemmes i kapitlet som afhandlingens felt, der udredes gennem deltagerobservation, interview og fotodokumentation. Kapitlet har ydermere fokus på forskerdeltagelse og -refleksivitet,
forskningsetik samt på datagenerering som en translativ proces, hvor viden og kendsgerninger konstrueres for til sidst at udkomme som givne ’fakta’, der udgør afhandlingen i sin fulde udstrækning.

Del 2:
Kapitlerne 7, 8, 9,10 og 11 udfolder afhandlingens analyser af det empiriske felt og tilsammen udgør kapitlerne afhandlingens 2. del. Kapitlerne 7, 8 og 9 omhandler, hvordan telepraksis gøres i Horsens på forkant og de vekselvirker
mellem analyse af telepraksis og teoretiske pointer, der løbende udfoldes og udvikles i forhold til de centrale temaer; tal, sanser og relationer. Kapitel 10 og 11 viser, hvordan telepraksis, sygeplejersker og patienter dannes i Horsens på forkant.

Kapitel 7 peger på, hvordan tal i vid udstrækning er et kardinalbegreb i telepraksis og hvordan tal og målinger er foldet ind i omsorgspraksis. Og at det ’at tælle’ er en translativ proces, der ændringer handlinger og ’det talte’ på forskellige måder. Ved at ’gå ind’ i tallene og deres betydning viser kapitlet, at tal udgør en vigtig ressource, der er sammenfiltret med andre aktører, som jeg har forsøgt at opspore i telepraksis. Kapitlet følger blodsukrene i artikulationsarbejdet, inklusionsarbejdet og i det affektive arbejde og undersøger,
hvordan blodsukrene dels fungerer som omsorgsaktører i telepraksis i bestræbelserne på at skabe overblik og tryghed for patienten. Dels som utryghedsskabende aktør, når tallene ikke er ’gode’. Kapitlet udfolder begrebet det kliniske blik som en måde at skabe overblik på gennem identificering af
nødvendige data frem mod det faglige skøn, som danner grundlaget for relevante handlinger i telepraksis.

I kapitel 8 udfoldes, hvordan sanser og det sanserelaterede er medkonstituerende for telepraksis. Brugen af sanser er et kardinalpunkt i afhandlingen. Ikke mindst fordi afhandlingens udgangspunkt er omsorgspraksis, hvordan ’det sansede’, her defineret som levede og perciperede fænomener, er ’underlægningsmusik’ for de skøn, som sygeplejersken gør i bestræbelserne for at gøre det bedst mulige for patienten. Spørgsmålet om sanser i telepraksis antager flere former ved, at forskellige sanser enten er i spil eller ikke er i spil i telepraksis og kapitlet undersøger nogle grundlæggende temaet og problemstillinger om, hvordan det sansede spiller ind, når telepraksis gøres i projekt Horsens på forkant.

Kapitel 9 omhandler det relationelle i den teknologisk medierede praksis og har fokus rettet mod, hvordan relationer gøres og transformeres. Både gennem skærmen, men også udenfor skærmens medierende tilstedeværelse i gængs ambulatoriepraksis. Kapitlet indeholder en afsøgning af det relationelle, der i udvalgte teoretiske perspektiver trækker på forskellige måder at være ’på
skærmen’ på. I praksis viser det relationelle etableringen af det gensidige forhold mellem patient og sygeplejerske, der åbenbarer, at det relationelle aldrig er et fritstående fænomen, men i stedet relaterer til en kompleks sameksistens af aktører, hvor sygeplejerske og patient blot er nogle af dem.

Kapitlerne 10 og 11 omhandler dannelse af sygeplejerske og patient i telepraksis og bidrager i afhandlingen til at holde fokus på telepraksis som a matter-of-concern. Ikke mindste fordi telepraksis danner patienter som nye brugere, der formår at håndtere telepraksis ’på afstand’ og skabe egne dagsordner i Horsens på forkant. Dannelsen af sygeplejersken som bruger fanger centrale måder, hvor på hun efterstræber kompetencer i det daglige arbejde, men også at telepraksis
udfordrer sygeplejerskens professionsidentitet, når teknologier som telemedicin sætter rammer for omsorgssituationen. Kapitlerne er overordnet bearbejdet gennem governmentality analytikken, hvis primære funktion i afhandlingen er at vise, hvordan dannelse ikke kun forgår gennem ’ydre’ påvirkninger, men også involverer brugernes ’indre’ selv-dannelse.

De nævnte kapitler efterfølges af en refleksion over afhandlingens arbejde med telemedicin og omsorg, her foldet i telepraksis som et samlende begreb i afhandlingen. Refleksionen indeholder desuden et ’opgør’ med den menneskecentrering, som dels er til stede i sygeplejens omsorgstænkning og dels i projekt Horsens på forkant. Her svarende til ’ideen om det rene
menneske’ i en ’oprenset’ verden, hvor enten kun mennesker eller teknologier er til stede. Og et opgør med instrumentaliseringstænkningen, hvor teknologier som telemedicin ’blot’ er nyttige og ’ufarlige’ redskaber til at forbedre verden med. Pointen er, at en sådan forståelse af teknologier som neutrale midler, der ’hjælper’ i opfyldelsen af forskellige strukturelle mål for omsorgspraksis,
overser de implikationer, som teknologier har i specifikke praksisser. Og disse implikationer har en fremtrædende plads i afhandlingen. Samlet set er afhandlingen et bidrag til den forholdsvis ny, men forhåbentlig fortløbende fremtidig diskussion i sundhedssystemet om, hvordan mennesker og teknologi er vævet sammen og hvordan de til sammen skaber begivenheder med overraskende og uforudsigelige effekter. Den nævntediskussion skal fremmes, ikke mindst i sygeplejerskeuddannelsen, hvor begreber til forståelse af
teknologi og teknologiers implikationer er en mangelvare.