Omsorgens rolle anno 2025: Trivsel, tilhørighed og handlekraft i pædagogisk praksis

Hvordan kan pædagogisk omsorg fungere som analytisk linse for trivsel
og tilhørighed i daginstitutioner anno 2025 – og samtidig pege mod en
bæredygtig pædagogik? Oplægget tager afsæt i min ph.d.-afhandling, der
undersøger omsorg som en relationel og situeret praksis i pædagogiske
fællesskaber. Afhandlingen bygger på en regional satsning med seks
kommuner, hvor tre ph.d.-projekter har undersøgt deltagelsesmuligheder og
deltagelsesbetingelser i praksis.
I en tid præget af samfundsudfordringer som trivsel, sundhed og
bæredygtige tænke- og handlemåder argumenteres der for, at omsorg
ikke blot er en etisk fordring, men en metodisk og værdimæssig tilgang, der
understøtter langsigtede, bæredygtige relationer mellem mennesker og
deres omgivelser. Omsorgsbegrebet åbner for at se trivsel som noget, der
skabes i hverdagslige interaktioner mellem børn og professionelle, snarere
end som et individuelt mål.
Samtidig viser afhandlingen, hvordan omsorg kan være en forudsætning for
tilhørighed – en oplevelse af at høre til i fællesskaber – som i dag fremstår
særlig vigtig i lyset af tendenser til individualiseringer i samfundet.
Dette perspektiv relaterer til diskussioner om det nye børnesyn, hvor
barnet forstås som aktivt deltagende og medskabende i fællesskaber. For
pædagog- og lærerprofessionen giver det et konkret handlingsrum: at
arbejde med omsorg som en analytisk og praktisk ressource til at styrke
fællesskaber og skabe betingelser for trivsel. Oplægget diskuterer, hvordan
omsorg kan forstås i pædagogisk praksis og inspirere til en pædagogik, der
værdsætter omsorg som en drivkraft for bæredygtige fællesskaber og
professionel handlekraft.