Pædagogisk praksis og samspillet mellem individ, gruppe og samfund

Publikation: Bidrag til bog/antologi/rapportBidrag til bog/antologiUndervisning

Abstract

At være praktiserende i det pædagogiske felt er at være praktiserende ud fra mange perspektiver. Hvor skal fokus være – Skal det være på det enkelte individ? Skal det være på individets samspil med de øvrige i et fællesskab? Skal det være på samfundet og individet som samfundsborger? Praksisfeltet rummer mange refleksioner. Dertil kommer fokus på én selv som udøvende pædagog. Hvad bringer den enkelte pædagog med sig i relationen til de børn/unge/forældre/borgere, som han/hun møder i professionen? Dette kombineret med det vilkår, at samfundet er i konstant forandring, giver den pædagogiske praksis en udfordring. Pædagogisk praksis fungerer ikke uafhængigt af disse forandringer, men kan ses som et svar på det, der sker i samfundet og dermed som en integreret del af de forandringer, der foregår. Pædagogik og politik er på den måde dybt forankret i hinanden, idet den opgave, der ligger i pædagogisk praksis, er at organisere det pædagogiske arbejde på en sådan måde, at det bedst muligt realiserer de politisk formulerede mål.
Hvordan samspillet mellem individet, gruppen og samfundet fungerer og får betydning for såvel opvækst- og livsvilkår kan anskues ud fra forskellige perspektiver, såvel et mikrosociologisk perspektiv, der tager sit afsæt i det enkelte individ og dets handlinger, et mesoperspektiv der tager sit afsæt i institutionerne, som et makrosociologisk perspektiv der tager sit afsæt i strukturen i samfundet. Det valgte perspektiv har betydning for, hvordan den enkelte pædagog forstår, reflekterer over og analyserer sin egen praksis i det pædagogiske felt. Mesoperspektivet og dermed blikket på institutionelt samspils betydning er en vigtig faktor for samspillet mellem individ, gruppe og samfund. Andelen af børn i alderen fra 0-13 år, der passes i samfundets institutioner er fordoblet i perioden 1985 til 2010. Fx passes i dag 97,4 % af alle 3-5 årige i et dagtilbud (Danmarks Statistik, Årbog 2012:132), hvorfor pædagogisk praksis kan antages at være en særdeles aktiv medspiller i ikke blot sit eget samspil, men også i forhold til de erfaringer det enkelte individ gør sig med samspil i såvel grupper som med det omgivende samfund som helhed.
Kapitlet er delt i tre ud fra de forskellige perspektiver, hvor første del har fokus på det mikrosociologiske perspektiv og individets muligheder for samspil. Samspillet bliver primært belyst ud fra Erving Goffmans teori om samhandlingsorden og stigma. I kapitlet præsenteres blandt andet Goffmans begreber om at ’passere’ og sløre samt betydningen i en pædagogisk kontekst. Anden del har et makrosociologisk perspektiv som fokus. Her bliver samspillet primært belyst ud fra Pierre Bourdieus teori om habitus og doxa som strukturerende betingelser for individers gruppetilhørsforhold, samt hvordan dette påvirker pædagogisk praksis. Tredje del fokuserer på pædagogen og pædagogens person, og hvilken betydning ’begge’ har for pædagogisk praksis.
OriginalsprogDansk
TitelSocial indsigt for pædagoger
RedaktørerJens Horsholt Mikkelsen
Antal sider30
UdgivelsesstedFrederiksberg
ForlagFrydenlund
Publikationsdato2014
Udgave3
Sider86-116
ISBN (Trykt)978-87-7118-145-6
StatusUdgivet - 2014

Emneord

  • pædagogisk praksis

Citationsformater