Potentialer for interkulturel dannelse i elevers praksisser i folkeskolens tyskundervisning. Et studie af spændingsfeltet mellem tyskfagets teoretiske, retoriske og kulturelle praksis.

Nationale og internationale uddannelsespolitiske initiativer til fremme for interkulturel dannelse finder genklang i læreplaner for folkeskolens fremmedsprogsfag, alt imens elevers praksisser på grundskoleområdet, i særdeleshed inden for fremmedsprogsundervisningen, er underbelyst. I den foreliggende afhandling undersøger jeg potentialer for interkulturel dannelse i elevers sociale medierede handlinger inden for institutionelle rammer. Imidlertid forstår jeg med udgangspunkt i Ellen Krogh's analysemodel af skolefag (Krogh, 2011, p. 42) disse handlinger som mærkbart påvirket af to andre praksisser. Den ene er fremmedsprogfagets teoretiske praksis, som handler om den basisvidenskabelige viden, som tilføres faget. Den anden er fagets retoriske praksis, som rummer forskellige aktørers diskurser om faget, herunder uddannelsespolitiske aktører, lærer, lærebogforfattere, interesseorganisationer m.m. Disse to praksisser, samt den kulturelle, dvs. elevers konkrete praksisser, konstituerer folkeskolens undervisningfag tysk. Dermed placerer afhandlingen sig i det kulturpædagogiske og fremmedsprogdidasktiske felt. Udgangspunkt for undersøgelsen er forskningspørgsmålet: ”Hvordan udspiller elevers praksis sig i folkeskolens tyskundervisning set i forhold til udvikling af interkulturel dannelse”? Det afgrænses og præciseres af underspørgsmålene: ”Hvordan formes denne praksis af elevernes interaktion med medierende ressourcer?” og ”Hvordan relateres undervisningens kulturelle praksis til tyskfagets retoriske og teoretiske praksis?” I afhandlingen abonnerer jeg på Andreas Reckwitz’ ’praksisteori som kulturteori’ (Reckwitz, A., 2002). Hovedargumentet herfor er, at ved at placere det sociale i praksis tages aktørernes for-erfaringsviden i betragtning som den viden, der danner grundlag for sammenhængen mellem handling og respons i kommunikationsprocesser. Denne praksisforståelse inddrager betragtninger om sproget som nødvendigvis dialogisk og en afgørende faktor i erkendelsesprocesser. I denne undersøgelses sammenhæng forstås sprog herudover som handling, repræsentation og medierende redskab; dermed betegnes med sprog ikke alene verbalsproget, men alle tegnsystemer, som inddrages i kommunikationen. Den teoretiske praksis er blevet undersøgt virkningshistorisk med begrebsafklaring som strukturerende element. Hovedformålet med undersøgelsen har været at udvikle prototypiske kulturdidaktiker, som danner grundlag for analyser af den retoriske og den kulturelle praksis. Til den retoriske praksis tæller formelle styredokumenter, det sammensatte læremiddel, lærers intentioner og undervisningsdesign. Fokus ligger på kulturdimensionen, kultur- og kulturdidaktiske diskurser. Jeg har valgt hertil en kritisk diskursanalytisk tilgang med fokus på især intertekstuelle referencer, ud fra det argument, at teksters mening skabes via sociale og diskursive relationer, og at disse reproduceres og dermed gøres synlige i spændingsfeltet mellem sprogets form og funktion. I forhold til læremidlets og lærernes didaktiske design har jeg anvendt en didaktisk og interkulturel analyse, hvor de didaktiske valg er blevet diskuteret i forhold til de teoretisk udviklede kulturdidaktikker. Undersøgelsen af den kulturelle praksis, som forskningsspørgsmålet adresserer, lægger op til en etnografisk og diskursanalytisk tilgang, mens casemetoden er valgt som den overordnede forskningsstrategi. Kerneempirien er blevet genereret ved observationer i tre 9. folkeskoleklasser igennem et helt undervisningsforløb gennemført med udgangspunkt i den samme mediepakke, et sammensat læremiddel bestående af en spillefilm, en elev- og en lærerhåndbog som de primære materialer. Observationerne er blevet suppleret med interviews og elevprodukter. Som den analysemetodiske ramme af elevernes praksis er den medierede neksusanalyse valgt. Det stærkeste argument for dette valg er, at i denne metodik bliver etnografiske tilgange kombineret med diskursanalytiske tilgange. Disse analyser har ført til identificering af elevers prototypiske handlinger på tværs af de tre skolecases. Imellem tiden kræver fortolkningen af disse handlinger mere end observationsdata og elevprodukter. Af den grund er disse blevet suppleret med elevfokusinterviews, selvom interviews ikke hører til en kulturel praksis. Til fremstillingen af denne praksis har jeg valgt en multicase strategi, som viser elevpositioner med maksimum variation. Konkluderende har undersøgelserne påvist, at kulturdimensionen i tyskfagets retoriske praksis gradvis fremhæves, men at den fortsat er mærket af et nationalpræget kultursyn, som understreger dikotomien os-dem. De samme tendenser gør sig gældende både i analysen af læremidlet og dets didaktiske design og i tre observerede klassers undervisning. Derimod har filmen, som indgår i lærematerialet, store potentialer for udvikling af kritisk-kulturel bevidsthed, som både en interkulturel-didaktisk analyse og en multimodal interaktionsanalyse (Norris, 2004) påviser. De fremanalyserede iagttagelser af elevpraksisser i undervisningen peger på en stor spredning i elevers interaktionsmønstre med de forskellige medierende midler til rådighed. I forhold til udvikling af interkulturel dannelse dokumenterer elevinterviewerne et tydeligt beredskab hos nogle elever til at udvikle denne kompetence. Imidlertid risikerer manglen på initiering af interkulturelle læreprocesser at påvirke dette potentiale for udvikling i negativ retning. Den ikke reversible udvikling mod flersprogede og flerkulturelle samfund taget i betragtning er der stor behov for videre empiriske undersøgelser af kulturelle praksisser i fremmedsprogsfag på korte, mellemlange og lange uddannelser og videreuddannelser med fokus på interkulturalitet. Der er mindst lige så stor behov for udvikling og analyser af sammensatte læremidler, for afprøvning og for konsolidering af ’komplekse kulturdidaktikkere’ med udgangspunkt i pluralistiske tilgange til sprog og kulturer. Referencer Krogh, E. (2011). Undersøgelse af fag i et fagdidaktisk perspektiv. In E. Krogh & F. V. Nielsen (Eds.), Sammenlignende fagdidaktik (Vol. Cursiv, 7, pp. 33-51): DPU, Aarhus Universitet. Norris, S. (2004). Analyzing multimodal interaction. A metodological framework. New York: Routledge. Reckwitz, A. (2002). Toward a Theory of Social Practices. A Development in Culturalist Theorizing. European Journal of Social Theory, 5 (2), 243-263.