Abstract
Tværgående samarbejde (både tværsektorielt, tværorganisatorisk og tværprofessionelt) er blevet mere og mere udbredt i velfærdssamfundet. Det skyldes et udbredt ønske om at integrere forskellige professionelle indsatser omkring ønskede effekter på de enkelte borgeres liv og velfærd. Denne artikel præsenterer indsigt fra et casestudie af organisering af forvarings- og rehabiliteringsindsatsen i et åbent fængsel i Norge, hvor en række medarbejdere fra forskellige offentlige instanser mødes i fælles daglig praksis, hvor de hver især er ansvarlige for at levere velfærdsydelser ind i fængslerne. Medarbejderne har potentielt modstridende antagelser og tilgange til de indsattes rehabilitering og forvaring. Ved at trække på sensemaking-teori (Weick 1995; Murphy 2015) og gå i kritisk dialog med neoinstitutionel teori (DiMaggio & Powell 1991), undersøger vi et eksempel på, hvordan den lokale udfoldelse af den norske importmodel sætter aktører i stand til at skabe mening med deres arbejde på en måde, som gør, at de kan ’leve med’ modsætninger i praksis. Artiklen identificerer tre afgørende praksisser, som særligt understøtter samarbejde på tværs af sektorer, organisationer og professioner. Disse tre praksisser er narrative praksisser, praksisser knyttet til brug af fælles redskaber og interaktionsmønstre.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | Lederliv |
| Antal sider | 24 |
| ISSN | 2446-0532 |
| Status | Udgivet - 30 mar. 2021 |
Emneord
- Ledelse, organisationsudvikling og innovation
- Tværprofessionelt samarbejde
- tværfagligt samarbejde