Professionsidentitet på to ben: På baggrund af en undersøgelse til psykomotorisk terapeut undersøges følgende spørgsmål:Hvilken betydning har uddifferentiering i et skolesystem og et praktiksystem for det læringsmiljø, der skal medvirke til de studerendes konstruktion af professionsidentitet

Uddifferentieringen i et uddannelses- og professionssystem har affødt en række dilemmaer for semi-professionernes uddannelser: de studerende skal tilegne sig professionsrettet viden og færdigheder, som indebærer et betydeligt personligt og følelsesmæssigt engagement, samtidig med at de skal tilegne sig akademiske kompetencer. Der er risiko for, at afstanden mellem uddannelsessystemet og pro-fessionssystemet øges på måder, der får afgørende betydning for de studerendes læringsmiljø, som netop er spændt ud mellem disse to systemer i et skole- og et praktiksystem. Samspillet mellem ud-dannelse og profession har derfor afgørende betydning for de studerendes konstruktion af en profes-sionsidentitet. Professionsbacheloruddannelsen til psykomotorisk terapeut frembyder i særlig grad en række problemstillinger, som kan relateres til dette. Professionen mangler samfundsmæssig synlighed, nogle studerende har svært ved at håndtere balancen mellem personlig og faglig udvikling i ud-dannelsen, og samarbejdet mellem uddannelses- og professionssystem er begrænset.
Opgavens formål er at foretage en sociologisk undersøgelse af uddannelsens og professionens historisk og samfundsmæssigt bestemte betingelser for etableringen af det læringsmiljø, som skal understøtte de studerendes konstruktion af en professionsidentitet.
Problemformulering: Hvilken betydning har uddifferentieringen i et skole- og et praktiksystem for det læringsmiljø, der skal medvirke til de studerendes konstruktion af en professionsidentitet?
Den teoretiske undersøgelse af problemfeltet belyses med udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemte-ori, i uddannelsessociologi og professionsteori samt Steen Wackerhausens beskrivelse af professions-identitetens kompleksitet. Den empiriske undersøgelse er baseret på en analyse af Studieordningen for uddannelsen til professionsbachelor i afspændingspædagogik og psykomotorik og på kvalitative forsk-ningsinterviews af to praktiserende psykomotoriske terapeuter.
Resultaterne viser, at det psykomotoriske virksomhedsfelt er meget bredt, personlig udvikling som læringsmål optager en forholdsvis stor del af læringsaktiviteterne, og praktikforløbene er af begrænset omfang.
Undersøgelsens konklusion er, at den økonomiske diskurs, der via taxameterstyring dominerer det uddannelsespolitiske system, har direkte betydning for uddannelsessystemets mulighed for blandt andet at indgå i dialog med professionssystemet med henblik på udvikling af hensigtsmæssige praktik-forløb. I uddannelsen til psykomotorisk terapeut eksisterer der ikke et refusionstaxameter, og konse-kvensen heraf er, at de studerendes møde med professionen bliver utilstrækkeligt. Samtidig viser un-dersøgelsen, at de studerende mangler faglige færdigheder, og at det psykomotoriske virksomhedsfelt er uklart afgrænset. Dette betyder, at det bliver vanskeligt at etablere et læringsmiljø, der kan danne udgangspunkt for en målrettet konstruktion af en professionsidentitet.
Uddannelsessystemet må gives et økonomisk råderum, som sætter dem i stand til, i samarbejde med professionssystemet, at udvikle og gennemføre uddannelsen af de kommende generationer. Det er nødvendigt at fastholde professionsbacheloruddannelsernes dobbeltrolle, hvor de studerende uddan-nes til at indgå i konkrete professioner med henblik på at løse specifikke opgaver og samtidig opnår kompetencer, som sætter dem i stand til at udvikle professionerne og fortsat videreuddanner sig i takt med de samfundsmæssige forandringer.
Konkret for uddannelsen til psykomotorisk terapeut kan vi anbefale en indgående analyse af professi-onens kernefaglighed med henblik på at afgrænse virksomhedsfeltet til specifikke samfundsmæssige funktioner, som netop denne profession er særlig kvalificeret til at varetage.