Denne afhandling undersøger rollen af træningsfællesskaber i understøttelsen af personlig recovery blandt unge voksne med svær psykisk lidelse. Selvom træning er bredt anerkendt for sine positive effekter på fysisk og mental sundhed, er dens bidrag til personlig recovery – en proces med at genopbygge et meningsfuldt og selvstændigt liv – stadig relativt underbelyst. Mange personer med svær psykisk sygdom oplever barrierer for fysisk aktivitet, herunder symptomer fra psykisk sygdom, lav motivation, bivirkninger af medicin, social stigmatisering og miljømæssige begrænsninger. For at skabe bæredygtige og tilgængelige træningsmuligheder er det afgørende at forstå, hvordan træningsinterventioner kan understøtte personlig recovery. Afhandlingen er relateret til det pragmatiske randomiserede kontrollerede forsøg, Vega, som undersøger effekten af en et træningsfælleskab forankret i civilsamfundet. Den består af to publicerede artikler og et manuskriptudkast, der rapporterer fund fra tre kvalitative studier, som har bidraget til udviklingen, evalueringen og implementeringen af Vega-interventionen, Vega Exercise Community. Studie I undersøgte ekspertperspektiver på udviklingen af fællesskabsbaserede træningsinterventioner for unge voksne med skizofreni Studie II udforskede interessenters syn på træning af ikke-professionelle træningsinstruktører, der faciliterer fællesskabsbaseret træning for unge voksne med skizofreni. Studie III undersøgte deltagernes levede erfaringer med deres recovery process i relation til træningsfællesskaber i civilsamfundet. Metode En kvalitativ forskningsdesign blev anvendt, hvor Kvalitativ Indholdsanalyses blev brugt i Studie I og II, og Refleksiv Tematisk Analyse i Studie III. Data blev indsamlet gennem ekspertinterviews (Studie I), fokusgrupper med interessenter (Studie II) og dybdegående interviews med deltagere (Studie III). Afhandlingens epistemologiske ståsted er pragmatisme, som prioriterer praktiske løsninger og anvendelighed frem for fastlåste teoretiske tilgange. Pragmatismen giver metodologisk fleksibilitet og muliggør integrationen af kvalitative indsigter i en bredere interventionsramme. 8 Resultater Ekspert- og interessentperspektiver på fællesskabsbaseret træning i civilsamfundet: Studie I og II viste, at træning bør foregå i fællesskabsbaserede omgivelser i civilsamfundet fremfor kliniske rammer for at fremme en følelse af normalitet og social integration. Eksperter og interessenter understregede, at træning bør være recovery-orienteret frem for medicinsk fokuseret, og at autonomi og deltagelse skal prioriteres frem for at forstærke sygdomsidentitet. En central udfordring var at balancere struktur og fleksibilitet, så deltagerne kunne engagere sig i deres eget tempo, men stadig drage fordel af stabilitet og rutiner. Træningsinstruktører blev identificeret som afgørende for interventionens succes. Selvom sundhedsprofessionelle kunne spille en understøttende rolle, var det essentielt, at instruktørerne blev uddannet i inkluderende praksis og forståelse af deltagernes behov. Social støtte blev også fremhævet som en væsentlig faktor for fastholdelse i træningen. Interessenter understregede betydningen af støtte fra familie, venner og psykiatrisk sundhedspersonale, men noterede sig også, at det at sammenligne sig med andre og fitnesskulturens præstationsfokus kunne udgøre barrierer. Embodied recovery: Deltagernes oplevelser af træning: Studie III viste, at træning ikke blot er fysisk aktivitet, men en kropslig og social proces, der spiller en afgørende rolle i personlig recovery. Deltagerne beskrev, hvordan psykisk sygdom og bivirkninger fra medicin havde påvirket deres kropsopfattelse, hvilket skabte en følelse af afstand og tab af kontrol. Gennem træning genfandt de forbindelsen til deres krop, enten ved at genopdage tidligere fysiske evner eller udvikle en ny kropslig identitet. Udover identitet blev træning en måde at regulere følelser og fysiologiske tilstande på, hvilket hjalp deltagerne med at håndtere angst, stress og varierende energi. Mens træning ofte blev oplevet som stabiliserende, var der også frustration over, at kroppen ikke altid reagerede som forventet, hvilket tydeliggjorde en konstant forhandling mellem indsats, kapacitet og selvopfattelse. Den sociale kontekst var også afgørende. Selvom træning med andre skabte motivation og en følelse af fællesskab, oplevede nogle deltagere, at social sammenligning udløste tvivl og selvkritik. Deltagerne måtte navigere mellem motivation og pres, hvilket understregede den dobbelte rolle, som sociale omgivelser spiller når man engagerer sig i træning. Diskussion og Konklusion Afhandlingens diskussion er rammesat af den socioøkologiske model, som inddrager forskellige niveauer af indflydelse på personlig recovery. Resultaterne peger på, at fællesskabsbaseret træning 9 ikke kun forbedrer fysisk sundhed, men også understøtter identitet, selvregulering og sociale relationer. Afhandlingens resultater fremhæver vigtigheden af fleksible træningsmuligheder, der kan tilpasses svingende motivation og symptomer, samt nødvendigheden af socialt inkluderende miljøer, der balancerer støtte og autonomi. Derudover understreges behovet for at uddanne instruktører til at facilitere recovery-orienteret træning. Ved at anskue træning som mere end blot en fysisk intervention bidrager afhandlingen med nye perspektiver på, hvordan træning kan fungere som et redskab til identitetsdannelse, følelsesmæssig robusthed og social integration for unge voksne med svær psykisk sygdom.