Abstract
Afhandlingen er et uddannelsesetnografisk studie af sygeplejestuderendes studieliv og dannelsesprocesser. Den handler om at blive (ud)dannet til sygeplejerske og om de senmoderne udgaver af professionslæringens klassiske konflikt mellem skolastikken og den kliniske praksis. Afhandlingen er baseret på et feltarbejde blandt sygeplejestuderende på sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus i årene 2011- 2013. De studerende, der følges, er en del af ’E-klassen’, som var et internt udviklingsprojekt, der havde til hensigt at eksperimentere med alternative måder at bedrive uddannelse på.
Projektets forskningsfaglige ambition har været at skabe ny viden om, hvordan de studerende håndterer de grundvilkår og udfordringer, der er knyttet til sygeplejerskeuddannelsen som en vekseluddannelse og at skabe viden om og forstå de dannelsesprocesser, de studerende gennemgår undervejs i uddannelsen.
Empirisk er afhandlingens grundlag et feltarbejde blandt E-klassens studerende, fra og med begyndelsen af de studerendes tredje studieår til et halvt år efter dimissionen. Metodisk blev det etnografiske grundlag udviklet som en kombination af klassisk feltarbejde, videodagbøger og digitale ugebreve. Feltforskningens udspring i E-klasseforsøget har givet en enestående mulighed for at fokusere på de studerendes studieliv, sådan som det leves både i skolastikken og i klinikken. På baggrund af feltarbejdets righoldige empiriske materialer rekonstrueres uddannelsesforløbet som en dannelsesrejse og fokuseres på rejsens milepæle og kardinalpunkter. Samtidig koncentreres forskningsinteressen om de studerendes studiestrategier anvendt undervejs og i overgangen til den professionelle karriere som sygeplejerske. Teoretisk har perspektivet været at skærpe diskursen om professionslæring i samspil med projektets empiriske studier. På den baggrund perspektiverer Kari Martinsens og Patricia Benners oprindelige filosofiske og praktisk normativt begrundede begreber analysen, og afhandlingen viser, hvordan og med hvilken betydning dannelse, omdannelse, afgørende læringsøjeblikke og gøremålstravlhed ’ser ud’ i den praktiske kontekst.
Afhandlingen viser, hvordan de sygeplejestuderende, gennem fravalgs- og adskillelsesstrategier håndterer et uddannelsesforløb domineret af mange gøremål og forventninger om ’højt tempo’ både i klinikken og i skolastikken. De mange og hyppige kontekstskift forstærker de studerendes oplevelse af at føle sig presset, og analyserne viser, hvordan studiestrategierne også rummer et modsvar til gøremålstravlheden. Dette modsvar handler om at adskille, fravælge og løse opgaverne efter en nødvendighedens logik en for en. Afhandlingen viser dernæst hvordan personlige relationer, bliver afgørende for den enkeltes studieforløb. I skolastikken handler det primært om relationerne til de medstuderende, i klinikken om ’mødet med patienten’. Ved analytisk at fastholde studieforløbet som en dannelsesrejse, viser afhandlingen, hvordan især mødet med patienten i den kliniske praksis er i centrum for ’de afgørende læringsøjeblikke’ og for processens omdannelse. På vej ind i professionen viser analysen, hvordan det først og fremmest er ansvaret for egne patienter, der overvælder og udfordrer de nyuddannede. Studiestrategierne rækker ikke ind i den professionelle praksis og transformeres periodisk til overlevelsesstrategier for at håndtere ansvarsoverdragelsen. Dannelsesrejsens sidste milepæl karakteriseres ved de nyuddannedes pendulering mellem den spirende professions-identitet og de strategier, der skal være behjælpelig med håndtering af vilkår, gøremålstravlhed og af tvivl, der nu står om tilstrækkelighed af egne kompetencer i praksis.
Afhandlingen betragtes samlet som en analytisk rekonstruktion af de studerendes dannelsesrejse og fremlægger ny viden, men også en dybere forståelse af de sygeplejestuderendes egne oplevelser og erfaringer med den professionsorienterede vekseluddannelse. Herigennem argumenterer afhandlingen for, at udviklingen af fremtidens sygeplejerskeuddannelse skærpes ved at tage de studerendes standpunkter og professionslæringens milepæle alvorligt.
Projektets forskningsfaglige ambition har været at skabe ny viden om, hvordan de studerende håndterer de grundvilkår og udfordringer, der er knyttet til sygeplejerskeuddannelsen som en vekseluddannelse og at skabe viden om og forstå de dannelsesprocesser, de studerende gennemgår undervejs i uddannelsen.
Empirisk er afhandlingens grundlag et feltarbejde blandt E-klassens studerende, fra og med begyndelsen af de studerendes tredje studieår til et halvt år efter dimissionen. Metodisk blev det etnografiske grundlag udviklet som en kombination af klassisk feltarbejde, videodagbøger og digitale ugebreve. Feltforskningens udspring i E-klasseforsøget har givet en enestående mulighed for at fokusere på de studerendes studieliv, sådan som det leves både i skolastikken og i klinikken. På baggrund af feltarbejdets righoldige empiriske materialer rekonstrueres uddannelsesforløbet som en dannelsesrejse og fokuseres på rejsens milepæle og kardinalpunkter. Samtidig koncentreres forskningsinteressen om de studerendes studiestrategier anvendt undervejs og i overgangen til den professionelle karriere som sygeplejerske. Teoretisk har perspektivet været at skærpe diskursen om professionslæring i samspil med projektets empiriske studier. På den baggrund perspektiverer Kari Martinsens og Patricia Benners oprindelige filosofiske og praktisk normativt begrundede begreber analysen, og afhandlingen viser, hvordan og med hvilken betydning dannelse, omdannelse, afgørende læringsøjeblikke og gøremålstravlhed ’ser ud’ i den praktiske kontekst.
Afhandlingen viser, hvordan de sygeplejestuderende, gennem fravalgs- og adskillelsesstrategier håndterer et uddannelsesforløb domineret af mange gøremål og forventninger om ’højt tempo’ både i klinikken og i skolastikken. De mange og hyppige kontekstskift forstærker de studerendes oplevelse af at føle sig presset, og analyserne viser, hvordan studiestrategierne også rummer et modsvar til gøremålstravlheden. Dette modsvar handler om at adskille, fravælge og løse opgaverne efter en nødvendighedens logik en for en. Afhandlingen viser dernæst hvordan personlige relationer, bliver afgørende for den enkeltes studieforløb. I skolastikken handler det primært om relationerne til de medstuderende, i klinikken om ’mødet med patienten’. Ved analytisk at fastholde studieforløbet som en dannelsesrejse, viser afhandlingen, hvordan især mødet med patienten i den kliniske praksis er i centrum for ’de afgørende læringsøjeblikke’ og for processens omdannelse. På vej ind i professionen viser analysen, hvordan det først og fremmest er ansvaret for egne patienter, der overvælder og udfordrer de nyuddannede. Studiestrategierne rækker ikke ind i den professionelle praksis og transformeres periodisk til overlevelsesstrategier for at håndtere ansvarsoverdragelsen. Dannelsesrejsens sidste milepæl karakteriseres ved de nyuddannedes pendulering mellem den spirende professions-identitet og de strategier, der skal være behjælpelig med håndtering af vilkår, gøremålstravlhed og af tvivl, der nu står om tilstrækkelighed af egne kompetencer i praksis.
Afhandlingen betragtes samlet som en analytisk rekonstruktion af de studerendes dannelsesrejse og fremlægger ny viden, men også en dybere forståelse af de sygeplejestuderendes egne oplevelser og erfaringer med den professionsorienterede vekseluddannelse. Herigennem argumenterer afhandlingen for, at udviklingen af fremtidens sygeplejerskeuddannelse skærpes ved at tage de studerendes standpunkter og professionslæringens milepæle alvorligt.
Originalsprog | Dansk |
---|
Udgivelsessted | København |
---|---|
Forlag | Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet |
Antal sider | 251 |
ISBN (Elektronisk) | 978-87-93510-01-2 |
Status | Udgivet - 2016 |
Emneord
- sygeplejerskeuddannelsen
- Dannelse
- Dannelsesprocesser
- Etnografiske studier
- Gøremålstravlhed
- Studieliv
- Studiestrategier
- Uddannelsesforskning
- Vekseluddannelse
- Videodagbøger