Abstract
Institutionsbegrebet er ophævet indenfor voksenområdet, og pædagoger arbejder nu i beboernes egne hjem uanset boformen. Når pædagoger banker på døren til en beboer med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, kan de ikke længere tage udgangspunkt i en institutionel logik, der definerer den pædagogiske dagsorden. Indsatsen skal tage udgangspunkt i den enkelte beboers personlige ønsker og livssituation. Pædagogerne træder derfor ind i et personligt liv, der er vævet ind i relationer til personer udenfor bostedet, herunder forældre. Beboere, der flytter i egen lejlighed efter et langt liv på institution, kan have forskellige grader af kontakt til deres familie. Tidligere overlod forældre ofte ansvaret for deres pårørende til centralinstitutionen, og for nogle ældre beboere har et livslangt institutionsophold betydet, at kontakten til familien er gledet ud. I dag flytter beboere med funktionsnedsættelse som regel direkte fra deres barndomshjem til egen beskyttet bolig, og forældrene ”flytter” med, tillige med deres ønsker, krav og forventninger til den professionelle støtte i deres voksne barns hverdagsliv.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Fagblad | Udvikling. Tidsskrift om udviklingshæmmede |
| Udgave nummer | 4 |
| Sider (fra-til) | 27-37 |
| ISSN | 0905-7412 |
| Status | Udgivet - 2012 |
Emneord
- empowerment
- handicappede
- pårørende