Samarbejdet mellem lærere og pædagoger kræver tid: i en kontekst af elevernes 45 minutters daglige bevægelse i folkeskolen

Nærværende artikel ser på relationer mellem professionerne lærere og pædagoger i
folkeskolen. Artiklens problemformulering lyder på, Hvordan kan vi med
udgangspunkt i Bourdieus feltteori forstå mødet mellem pædagoger og lærere i
tilrettelæggelse og gennemførelse af 45 minutters fysisk aktivitet i folkeskolen.
Det teoretiske fundament for artiklen udgøres af teori af Pierre Bourdieu, særligt med
begreberne felt, symbolsk magt og symbolsk vold.
Videnskabsteoretisk og metodisk skriver artiklen sig ind i et socialkonstruktivistisk
paradigme, idet erkendelsesinteressen er konstruktivistisk, og med en orientering
mod, hvordan der i samarbejdet mellem lærerne og pædagogerne konstitueres
praksisser omkring tilrettelæggelsen af elevernes fysiske aktivitet i undervisningen.
Således udgør interaktion og sproglige konstitutioner centrale analytiske orienteringer
for artiklen.
Empirisk metodetriangulerer jeg, idet artiklens empiriske fundament både bygger på
observation og interviews. Artiklens analysedel er delt i tre delanalyser med
dertilhørende delkonklusioner. I det første af disse afsnit ”Folkeskolen har jo udviklet
sig meget” analyseres, hvordan Bourdieus begreb ”felt” viser sig i min empiri. Næste
del af analysen ”Lærerne har jo mest at skulle have sagt” vedrører relationen mellem
lærere og pædagoger, og den symbolske magt der synliggøres. Det sidste tema ”Vi
når ikke 45 minutters bevægelse i vores timer” omhandler informanternes udtalelser
om, hvordan lærere og pædagoger oplever arbejdet med kravet om de 45 minutters
bevægelse om dagen, samt den idrætsundervisning, hvori de 45 min. bevægelse
inkluderes.
Centrale dele af mine analytiske fund viser, at pædagogerne oplever skolereformen,
som en stor udfordring. Pædagogerne oplever ikke et ligeværdigt forhold med lærerne
og tiden til fælles planlægning af undervisningen, prioriteres ikke af lærerne og
pædagogerne.
I artiklens diskussionsdel italesætter jeg analysens vigtigste fund, og ser herunder på
implementeringen af skolereformen, hvor vi ser, at lærerne har lettere ved at indgå i
reformens struktur, modsat pædagogerne, der har udfordringer ved at positionere sig
i feltet. Endvidere diskuterer jeg mit metodevalg, samt muligheder for udfoldelse
heraf i eventuelle udvidede forskningsdesigns.
I konklusionen konkluderer jeg på de, for problemformuleringen, vigtigste analytiske
fund. Disse fund består bl.a. i, at lærerne dominerer pædagogerne qua lærernes
kulturelle kapital, og at pædagogerne, idet deres forberedelsestid ikke italesættes, af
lærerne ses som mindre samarbejdsvillige.