”Sammenhæng mellem kursus og praksis”: En undersøgelse af , hvorfor det er vanskeligt at få sammenhæng mellem efteruddannelseskursus og praksis.

Bodil Winther Hansen, Annette Bundgaard, Eva Nysteen

    Publikation: Bog/antologi/rapport/kliniske retningslinjerBogForskning

    Abstract

    Introduktion
    I dette projekt ønsker vi at undersøge, hvorfor efteruddannelsestiltag ikke altid fører til en ændring af praksis, og hvordan efteruddannelse skal tilrettelægges for at opnå en sådan ændring. Dette har vi gjort ved at kigge på sammenhængen mellem den læring, der foregår på et kursus og den praksis, hvor denne læring skal anvendes.

    Baggrunden for denne problemstilling er er at der i dag er stor fokus på læring og kompetenceudvikling i de fleste offentlige og private organisationer og der sættes mange efter- og videreuddannelsesaktiviteter i gang. Læring og udvikling af ny viden har fået politisk prioritet og der bruges store ressourcer på løbende uddannelse af befolkningen. Der er imidlertid foretaget mange undersøgelser som viser, at efteruddannelseseffekter på trods af dette ofte er begrænsede.

    Materiale og metode
    For at få svar på vores problemstilling, har vi valgt at arbejde med 3 teorier, der tager udgangspunkt i praksis og lægger vægt på samspillet mellem individ og omgivelser:
    • Virksomhedsteori repræsenteret af Vygotsky, Leontjev og Engeström
    • Teorier om praksislæringved Schön og desuden er inddraget hans arbejde med organisatorisk læring foretaget i samarbejde med Chris Argyris.
    • Teori om situeret læring ved Wenger, Lave og Dreier

    Vi har valgt at arbejde med en teoristyret analyse og har sammenstillet de 3 teorier og sat dem i forhold til vores problemstilling.

    Empirien er baseret på 6 kvalitative interview lavet i forbindelse med et ergoterapeutisk efteruddannelse kursus. Kurset var et arbejdspladskursus og hed: Kursus om Canadian Occupational Performance Measure (COPM) – og andre redskaber til undersøgelse, planlægning og dokumentation. Kurset arbejdede med ændring af ergoterapeuters faglige holdninger og som skulle give anledning til forandring i deres arbejdspraksis.
    Gennem interviewene er interviewpersonernes tanker, meninger og oplevelse af læringprocessen på kursus og i den efterfølgende anvendelsessituation søgt sprogliggjort.

    Tolkningen og kondenseringen af empiri foregik på tre niveauer; selvforståelse, common sense og teoretisk tolkning. (Kvale, 1984)

    Konklusion
    Vores empiriske analyse viser, at der er mange faktorer, der har gjort det vanskeligt for ergoterapeuterne at skabe sammenhæng mellem efteruddannelseskursus og praksis. Det drejer sig om organisatoriske, ledelsesmæssige, samarbejdsmæssige, personlige og didaktiske faktorer. Ergoterapeuterne havde ikke afklaret deres behov for kurset, og dermed heller ikke afklaret hvad kurset skulle tilføre praksis. Deres mål og motiver for kurset blev til en vis grad styret af udefra kommende samfundsmæssige og fagpolitiske krav, hvilket betød en følelse af fremmedgørelse i forhold til visse dele af kursets indhold. Der har ikke været sat tilstrækkelig tid af til at få passende sparring i forhold til afprøvning af modellerne i praksis. Organisatorisk er der i forbindelse med kurset opstået fagpolitiske uenigheder i det tværfaglige samarbejde, hvilket har virket hæmmende for læringen.

    Udfra vores empiriske analyse vurderer vi, at for at skabe sammenhæng mellem efteruddannelseskursus og praksis er det vigtigt, at der tages udgangspunkt i egen praksis, at der er tid til fælles refleksioner i praksisfællesskaberne og at der inden kurset er afsat tid til at afklare behov samt afklare, hvilke ændringer deltagerne ønsker i deres praksis. Ud over dette er det vigtig at arbejde med, hvad der kan hæmme og fremme læring i de organisatoriske rammer.
    OriginalsprogDansk
    Antal sider80
    StatusUdgivet - jun. 2003

    Emneord

    • kompetenceudvikling
    • efteruddannelse

    Citationsformater