Sansen for at gøre det gode dannes gennem praksis

Artiklen tager afsæt i den antagelse, at en skolastisk tilgang til undervisningen i etik ikke er tilstrækkelig. Med afsæt i et aristotelisk og dannelsesteoretisk inspireret forsknings- og udviklingsprojekt undersøger artiklen værdien og meningsfuldheden i en alternativ didaktisk rammesætning af arbejdet med etik i uddannelse. Først beskrives den teoretiske og filosofiske inspiration til projektet, dernæst den didaktiske rammesætning. I forlængelse heraf analyseres projektets empiri, der primært er baseret på 15 pædagogstuderendes refleksioner over deres bestræbelser på at realisere en selvvalgt dyd i deres anden praktik. Det sker i lyset af projektets dannelsesteoretiske forståelseshorisont. Projektet viser bl.a., at de studerende finder koblingen mellem deres egen udviklingsproces og bestræbelsen på at realisere dyden særdeles meningsfuldt. De oplever, at dette øger deres selvindsigt, samt skærper og nuancerer deres blik for det etiske i praksis. Dette afføder normative overvejelser hos de studerende om, hvad de kan stå inde for i praksis, hvem de ønsker at være som pædagog, og hvad de må arbejde med for at kunne realisere det gode