Sekularisering og religion. en studie i fortællingens nøglerolle i folkeskolens religionsundervisning.

Publikation: Ph.d. afhandling/ kandidat/ diplomPh.d. afhandlingForskning

Abstract

Sammendrag:
Sekularisering og religion:
En studie i fortællingens nøglerolle i folkeskolens religionsundervisning
Kirsten M. Andersen
Ph.d. afhandling, indleveret ved institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet,
d. 23. oktober 2014

Indledning
Afhandlingens sigte er at bidrage til en fortsat udvikling af religionsundervisningen i skolen ud fra en almen pædagogisk interesse. Skolen har sit eget formål og derfor må religion ombrydes, så den gøres pædagogisk. Religionshistorisk, religionssociologisk og antropologisk opfattes religion og kultur i et kontinuum. Det betyder, at religion beskrives som et omfangsrigt fænomen. I bestemmelserne for folkeskolens religionsfag: kristendomskundskab begrundes undervisningen i ’de bibelske fortællinger’ tilsvarende kulturelt. Dermed rejses det problem, at et indholdselement, der i sin bestemmelse er så omfangsrigt, tilsvarende kan miste sit sigte. Afhandlingen har et dobbelt fokus: Det første fokus er en undersøgelse af fortælledidaktikken nøglefunktion i religionsfaget i en sekulær æra. Det andet fokus fastholder et kulturhistorisk perspektiv på menneskets dannelse, gennem en redegørelse for Ricœurs filosofiske antropologi og hans refleksion over en religionshermeneutik. Afhandlingen er pga. dette dobbelte fokus metodisk set bredt anlagt.

Afhandlingen består af to dele:
I:En religionssociologisk og historiefilosofisk redegørelse for folkeskolens religionsundervisning i et nationalt og historisk perspektiv.
II: En fremstilling af Paul Ricœurs hermeneutiske og fænomenologiske overvejelser over, hvorfor filosofien har behov for at formulere en religionshermeneutik med henblik på en almen pædagogisk begrundelse for skolens religionsundervisning.


I Del:
Kap. 2: Afhandlingen indledes med at indkredse og definere både religion og sekularisering som kulturelle og kollektive mentalitetsformer. Emile Durkheims teori om religionens elementære former og Charles Taylors historiefilosofiske værk om den sekulære æra udgør rammen for en idealtypisk fremstilling af folkeskolens religionsundervisning i den sekulære periode.

Kap. 3: I det tredje kapitel tematiseres tegnene på, at sekulariseringen har mistet sin forklaringskraft. Sekulariseringens kultur er kendetegnet ved en individualisering. I en sociologisk optik er individualiseringen kollektivt formidlet. Historiefilosofisk og religionssociologisk redegøres der for, at religionens genkomst som tema i den politiske og sociologiske filosofi er en genopdagelse af religion som et kollektivt fænomen. Med henblik på at afsøge forståelserne af de nye brydninger i forholdet mellem religion og samfund præsenteres Hans-Jørgen Schanz’ modernitetskritik. Peter L. Bergers desekularisering af det sociologiske paradigme berøres kort, mens J. Habermas’ definition af det postsekulære fremstilles og diskuteres. Denne del afsluttes med Paul Ricœurs diskussion af religionsundervisningen i skolen den franske stat ud fra begrebet: laicite.

Kap 4: Ud fra Charles Taylors historiefilosofiske beskrivelse af den sekulære æra og en karakteristik af denne æras mentalitet, følger en fremstilling af folkeskolens religionsundervisning ud fra tre idealtypologier: Religionsundervisningen i den kristne skole, i den sekulære skole og i den kulturelle skole. I den sekulære skole er fortælling og religionsfrihed hovedkomponenterne i religionsundervisningen. Fortællingen, der har en nøglerolle i folkeskolen er fremstillingens fokus i denne del. Fortællingen erstattede katekismus undervisningens udenadslære. I løbet af det tyvende århundrede flyttede fortælledidaktikken fra folkeskolens historiefag til ’kristendom’ og ’dansk’. I samme forbindelse (1960) ændres betegnelsen, så der i faget ikke længere skal undervises i ’bibelhistorie’ men i ’de bibelske fortællinger’. De bibelske fortællinger er en alternativ måde at beskæftige sig med tro på, som passede med den sekulære kulturs forestillinger om religion. Det er en tilgang, der imaginært formidler forholdet mellem den enkelte og fællesskabet. Fortællingen bekræfter dennesidigheden i en sekulær og immanent forståelsesramme samtidig med, at fortællingen i kraft af sin form med begyndelse, ende og plotstyrede aktører og handlingsforløb kan genindskrive det transcendente indirekte gennem en poetisk overskridelse.



2. del:
Kap. 5: Afhandlingens anden del er en religionsfilosofisk fremstilling af Ricœurs hermeneutiske og fænomenologiske filosofi med henblik på en almenpædagogisk begrundelse og en udvikling af religionsfagets undervisning med religiøse fortællinger.. Med bestemmelsen af subjektet som ’det sårede cogito’ formulerer Ricœur en filosofisk antropologi, der har den konkrete refleksion som den grundlæggende præmis for menneskets dannelse. Ricœur tøver med at formulere en filosofisk religionshermeneutik samtidig med, at han fastholder nødvendigheden af en sådan. Udfoldelsen af disse vanskeligheder er relevant for en gentænkning af forholdet mellem den almene pædagogik og religionspædagogikken.

Kap 6: Ricœurs filosofiske refleksion over religion har Kants religionsskrift som det centrale omdrejningspunkt. Derfor indeholder kapitlet en parafrase af Kants skrift: Die Religion innerhalb der Grenzen der bloβen Vernunft. Ricœurs tilbagevendende fortolkning af skriftet udredes efterfølgende. Han argumenterer for, at Kants skrift åbner for, at filosofien må omgå religionen hermeneutisk. Det vilkår som frihedens antinomi bevirker, kan ikke løses rationelt. Ricœur er kritisk over ræsonnementerne i Kant moralfilosofi ud fra en dannelsesteoretisk overvejelse. Derfor argumenterer han for ud fra den konkrete refleksion at give plads til imaginationen og det mytepoetiske. Det narrative indgår i en bredt anlagt handlingsteori.

Kap 7: Herefter følger Ricœurs fortolkning af Kants religionshermeneutik og en redegørelse for hvordan filosofien har behov for en religionshermeneutik. Der redegøres for Ricœurs formalistiske og imaginative hermeneutik gennem en præsentation af hans tekstteori og hans teori om forholdet mellem tid og fortælling.

Kap 8: Afhandlingen afrundes med en almen pædagogisk refleksion over religionsdidaktikken. Ud fra D. Benners dannelsesteori og almene pædagogik, og med inddragelse af Ricœurs argumentation for, at filosofien har behov for at formulere en religionshermeneutik. Ricœur identificerer en vanskelighed i forholdet mellem filosofi og religion, der skyldes at religionen fremsætter en kosmologi, som det moderne ikke kan genkende på de præmisser, som religionen sætter. Ricœurs tænkning søges anvendt på forholdet mellem pædagogik og religion. Religion er en praksis, men denne praksis må ombrydes, således at religion kan gøres til genstand i undervisningen som religion.

OriginalsprogDansk
StatusUdgivet - jan. 2015

Emneord

  • folkeskolen

Citationsformater