Skønne øjeblikke i sygepleje - en kilde til innovation? en fænomenologisk og dialogisk aktionsforskningsundersøgelse af skønne øjeblikkes natur og mulige forbindelser til en sygeplejefaglig udviklings- og innovationspraksis

Denne afhandling tager afsæt i et aktionsforskningssamarbejde med tre danske
hospitalsafdelinger på henholdsvis Regionshospitalet Horsens og Aarhus
Universitetshospital. Undersøgelsens omdrejningspunkt er ’skønne øjeblikke’ i
sygepleje som øjeblikke, hvor en særlig menneskelig meningsfylde sætter sig
igennem. Afhandlingen handler dertil om, hvordan skønne øjeblikke som øjeblikke, der også rummer mulighed for brud og overskridelse af etablerede forståelser, kan blive en del af hospitalernes sygeplejefaglige udviklings- og innovationspraksisser. Skønne øjeblikke forankres teoretisk i professor Dorthe Jørgensens filosofiske æstetik som øjeblikke af immanent transcendens, dvs. sanseligt formidlede metafysiske erfaringer af meningsfylde.
Innovationsperspektivet i afhandlingen forankres særligt i professor Finn Thorbjørn Hansens værensfilosofiske tilgang til innovation i organisationer.
Afhandlingens ambition er at undersøge, hvad der synes at kendetegne skønne
øjeblikke i sygepleje, med henblik på at udvikle en større fornemmelse og sproglighed for det menneskeligt set meningsfyldte i sygepleje. Det har dertil været en ambition at indkredse, hvorledes faglige udviklings- og innovationspraksisser kan understøtte udvikling af menneskelig meningsfylde i sygepleje.
Afhandlingen er filosofisk funderet i eksistentiel fænomenologi (Martin Heidegger), filosofisk hermeneutik (Hans-Georg Gadamer) og filosofisk æstetik (Dorthe Jørgensen). Forskningsprocessen er designet som eksistentiel-fænomenologisk og dialogisk aktionsforskning med 15 sygeplejersker som medundersøgere. Forskningsprocessen er med inspiration fra legeforskningen (Ann Charlotte Thorsted) empirisk opdelt i tre faser: Forbindelsesfasen, Indtryksfasen og Emergensfasen. Det analytiske materiale udgøres af indtryksnoter og interviews i Forbindelsesfasen og i Emergensfasen. I Indtryksfasen udgøres det analytiske materiale af femten essays,
som er skrevet af de medundersøgende sygeplejersker, af indtryksnoter fra dialoger i et undringsværksted (inspireret af Finn Thorbjørn Hansen) og af
mailkorrespondancer. Afhandlingen giver indblik i tre logikker, som ifølge sygeplejersker og sygeplejefaglige ledere i de involverede afdelinger præger eksisterende udviklingsog innovationspraksisser. Disse tre logikker beskrives som:
1. Faglig udvikling og innovation som tidsoptimering
2. Faglig udvikling og innovation som fejlfinding og fejlretning
3. Faglig udvikling og innovation som at følge med den teknologiske udvikling
SKØNNE ØJEBLIKKE I SYGEPLEJE – EN KILDE TIL INNOVATION?

Med afsæt i disse logikker spørges, om eksisterende faglige udviklings- og
innovationsprocesser opleves mere afviklende end udviklende i relation til
sygeplejens kerneydelser. Sygeplejerskerne selv beskriver sygeplejens kerneydelse som omsorg.
Afhandlingen giver dertil indsigt i tre forhold, der synes at være til stede i skønne øjeblikke i sygepleje.
For det første beskrives skønne øjeblikke i sygepleje som øjeblikke, hvor
sygeplejerskerne i mødet med patienten fornemmer et ’mere’. Dette ’mere’,
sygeplejerskerne fornemmer, beskrives som noget ikke-synligt men dog mærkbart, der træder op af konkrete situationer og i mødet med patienten på en insisterende måde. Fornemmelsen for ’mere’ synes at være af stor betydning i sygeplejerskernes udøvelse af sygepleje i et skønt øjeblik og knyttes til en fornemmelse for forhold af ubetinget og ukrænkelig værdi.
For det andet beskrives skønne øjeblikke i sygepleje som øjeblikke, hvor
sygeplejerskens væren og samvær med patienten tager en særlig retning. I
afhandlingen udvikles begrebet ’fælles sensitiv tilstedeværen’ om den måde,
sygeplejerske og patient mødes i et skønt øjeblik på. Dertil udvikles begrebet ’fælles menneskelig grund’ om det, sygeplejerske og patient i skønne øjeblikke synes at være sammen i og omsluttet af.
For det tredje beskrives skønne øjeblikke i sygepleje som øjeblikke, hvor
sygeplejerskens bevægelser, ord og handlinger ikke står i bevidsthedens tjeneste men orienteres af en fornemmelse for et metafysisk ’mere’, der sætter sig igennem og for en stund tager føring. I afhandlingen omtales sådanne bevægede bevægelser med
begrebet ’resonans’, og de beskrives som handlinger, der indeholder både æstetisk og etisk kvalitet. Igennem afhandlingen diskuteres og problematiseres på den baggrund såvel
professionalitetsbegrebet som gældende forståelser af, hvad der orienterer gode, kloge eller vise sygeplejehandlinger.
På baggrund af aktionsforskningsprocessen gives afslutningsvist bud på, hvorledes skønhedsorienterede udviklings- og innovationsprocesser kan udspringe i efterklangen fra det meningsfyldte ’mere’, som sygeplejersker synes at stå i forbindelse med i skønne øjeblikke i sygepleje. Der indkredses i den forbindelse tre dialogiske byggesten, som må være til stede i skønhedsorienterede udviklings- og innovationsprocesser. Disse tre beskrives som: at udvikle fornemmelse for det skønne, at undres i mødet med det skønne og at vendes af det skønne