Skolens dannelsesopgave. I praksis en dannelse uden fast forbillede

Artikel om skolens dannelsesopgave peger konkret ud over den snævre forståelse af identitetsproblemet som et privat projekt. Det sker ved i en refleksion over dannelsesbegrebet at beskrive, hvordan dannelse i skolens praksis må være uden et fast forbillede og dog alligevel ikke er en frihed til laissez faire, hvor anything goes.
Identitet og dannelse siges ofte i samme åndedrag. Det skyldes, at identitet på den ene side er et dannelsesprojekt – identiteten ligger ikke fast som en uforanderlig personkerne – og på den anden side tænkes dannelse i dag med selvfølgelighed også som dannelse til fællesskab.
Således er almendannelse i folkeskolen ikke det samme som kundskabstilegnelse men netop en yderligere opgave i skolelivet med oplysning om og træning i samfundssind demokrati mv.
Artiklen indledes med det glimrende citat, at ”dannelse er det, der er tilbage, når vi har glemt alt det, vi har lært”. Noget kan glemmes ved at være hengemt i glemsel, men det kan også være til stede altid som det, vi ikke tænker over, hvor vi har fra, men alligevel hele tiden informerer det, vi gør. Det er i mødet mellem disse to former for at glemme, at dilemmaet om dannelse gemmer sig.
I artiklen inddrages den pædagogiske teoretiker Dietrich Benner for at anskueliggøre, at læringen må udfoldes i forskellige dimensioner, der afspejler, hvordan samfundslivet udfolder sig i seks sideordnede praksisfelter, hvilke alle individet indgår i: arbejde, etik, politik, opdragelse, religion og kunst.
Pointen er, at mennesket er dannelsesåbent fra fødslen af og mere end blot genetik. Samtidigt er det alligevel sat ind i en kultur, hvor meget er glemt – i betydningen, at vi ikke nødvendigvis ved, hvor det, som udgør det eksisterende, stammer fra – selvom det styrer tilværelsen igennem sprog, kultur, institutioner, værker osv. ”Vi lærer jo netop ikke for skolen men for livet – hele livet.
På den måde konkretiseres 4. Omtankes budskab om dialektikken mellem identitet og dannelse således, at opgaven med at blive et selv ikke kan løsrives fra, at det sker i en kontekst af givne forudsætninger. Et samfund består i høj grad af kollektive erfaringer, hvis oprindelse vi sammen har glemt, men som vi socialiseres ind i.
Måske kunne man sammenligne det med Søren Kierkegaards udtryk, at ethvert ”menneske både er sig selv og slægten”. Denne betydning af arvesølv og arvesynd hører med, hvis dannelsen af individet skal have en solid jordforbindelse.