Skriversubjektivitet i det multimodale danskfag: En posthuman undersøgelse af affekt, krop og materialitet i skriveundervisningen

Denne afhandling undersøger de affektive, kropslige og materielle aspekter af skrivning og skrivertilblivelse i danskundervisningen. Målet med afhandlingen er i forlængelse af dette at undersøge skriversubjektivitet som det produceres i og virker tilbage på danskfagets multimodale praksisser. Med begrebet skriversubjektivitet afsøges i et posthumant perspektiv alternativer til de idealiserede forestillinger om skriveridentitet og skriveudvikling som har domineret policy, forskning og pædagogik de seneste årtier. Målet er således at gøre op med konstruktionen af skriveren som et selvstyrende og autonomt individ der med kompetence, bevidsthed og vilje skal designe multimodale tekster.

Baggrunden for afhandlingen er mange års interesse for og arbejde med literacy, skriveridentitet og digitale teknologier. Krydsfeltet mellem skrivning, skrivere og teknologier havde længe haft min opmærksomhed, ikke mindst i relation til det multimodale aspekt i literacy. Som en direkte følge af mit møde med studiets empiri bevægede jeg mig væk fra et snævert fokus på digitale teknologier til opmærksomhed på nonhumane entiteter i bred forstand. Endvidere opstod en interesse og et behov for at undersøge fænomenet skriversubjektivitet som det produceres i danskfagets multimodale skriveundervisning. Med udgangspunkt i dette lyder afhandlingens overordnede forskningsspørgsmål: Hvordan kan man forstå skriversubjektivitet i et multimodalt danskfag, og hvordan kan et posthumant perspektiv bidrage til dette? Dette besvares gennem tre undersøgelsesspørgsmål:
• Hvordan produceres skriversubjektivitet i policy og curriculum, i skriveforskning og i danskfagets skriveundervisning?
• Hvordan kan man undersøge skriversubjektivitet i et posthumant perspektiv?
• Hvordan kan posthumane undersøgelser af skriversubjektivitet bidrage til skriveforskning og skrivepædagogik i et multimodalt danskfag?

For at besvare forsknings- og undersøgelsesspørgsmål undersøges indledningsvist i et literature review produktionen af skriversubjektivitet i policy og skriveforskning. Analyserne viser at der både politisk og teoretisk konstrueres et humanistisk skriverideal med indlejrede forestillinger om et selvstyrende skriversubjekt der bevæger sig på en udviklingsbane fra novice til ekspert. På den baggrund søger afhandlingen at gentænke skrivning og skriversubjektivitet i relation til krop, affekt og materialitet. Det sker i første omgang med en fremlæggelse af et teoretiske grundlag for en posthuman tilgang til skrivning. Her opprioriteres og udvikles de affektive og materielle aspekter af skrivning, samtidigt med at afhandlingen fastholder og udvider rammerne i multimodal literacy.

Afhandlingens teoretiske ramme er centreret omkring de posthumane begreber relationalitet og affekt. Overordnet skabes en affektiv forståelse af skriversubjektet som en ikke-individuel krop der er intra-aktivt forbundet med verden. Denne forbundethed er dels relationel, og skriveren er derfor ikke en stabil eller selvstyrende entitet, dels afløser den ideen om menneskelig agens med en affektiv kapacitet til at påvirke og blive påvirket. Posthuman skriversubjektivitet anfægter således den humancentriske forståelse af skrivning og undervisning hvor skriveren er en autonom agent med kontrol over sine omgivelser. Et særligt bidrag i den forbindelse er afhandlingens skriveteoretiske kobling af skriversubjektets relationelle og affektive forbundethed til multimodalitet gennem ideen om haptisk berøring. Posthuman teori gør det muligt at begrebsliggørelse multimodalitet som et både orkestreret og uforudsigeligt haptisk undervisningsrum der åbner for affektive, kropslige møder.

Med henblik på at kunne undersøge skriversubjektets tilblivelsesprocesser udvikles med udgangspunkt i postkvalitativ metodologi en haptisk videografi. Haptisk videografi gør det muligt at rette blikket mod mikroniveauet i skriveansamlinger. Ved at afsøge, forstærke og involvere sig i undervisningens relationelle møder er det en metode der kan forstærke affektive møder og tilblivelsesprocesser som normalt passerer ubemærket hen. Med sit alternative engagement med videodata synliggør en haptisk tilgang de affektive og nonkognitive aspekter af skrivning, hvilket kan udvide forståelsen af og inkludere flere handlinger og praksisser i literacy. Haptisk videografi muliggør endvidere forskerens affektive og kropslige engagement med data.

De empiriske undersøgelser fokuserer på en gruppe med fire piger i en 6.-7. klasse. Med videokamera følger jeg dem i tre skriveansamlinger hvor jeg med mine posthumane begreber og analytiske greb forsøger at komme helt tæt på affekter, skriverkroppe og materialiteter. Afhandlingens empiriske undersøgelser viser hvorledes skriversubjektivitet produceres af skriverkroppens relationelle kapacitet, koblet med evnen til at strække sig mod og komme i berøring med omgivelserne. En central pointe i analyserne er at kroppen bliver en porøs og dermed intra-aktiv del af den materialitet som udgør et givet rum. I forlængelse af det viser mine analyser hvordan skriversubjektivitet hele tiden produceres i affektive rytmer. Med fokus på hvordan det relationelle skriversubjekt produceres i haptiske rytmers uforudsigelige dynamik, indkredser de empiriske undersøgelser haptiske zoner, dvs. tids-/rum i skriveundervisningen hvor molekylær multimodalitet muliggør flere og mere ubestemmelige intra-aktioner, og som derfor mobiliserer og mangfoldiggør nye affektive relationer mellem humane og nonhumane deltagere.

Med sine empiriske undersøgelser af skriversubjektivitet og affekt i skriveundervisningen producerer afhandlingen tre centrale fund. For det første viser de hvordan skriveundervisning og skriversubjektivitet opstår som følge af aktive, humane kræfters produktive møder med passive, nonhumane kræfter. Dermed giver analyserne et alternativ til det humanistiske paradigmes tendens til at se undervisning som både skabt af og rettet mod selvstyrende, autonome mennesker. For det andet skabes ny viden om det empiriske skriversubjekt. Her vises hvordan skriversubjektet konstitueres af dets relationelle kapacitet. De fire skriverkroppe træder i mine analyser frem som porøse og i affektiv relation med deres omgivelser. Deres tilblivelser som skriversubjekter sker i de haptiske møder med både humane og nonhumane entiteter. Skriveprocesserne finder således sted i disse møder, i intra-aktionerne, de er ikke positioneret ’inde i’ subjekterne. For det tredje påviser undersøgelserne multimodalitet som en haptisk zone der øger potentialet for affektive møder mellem heterogene og ikkehierarkiske entiteter. Molekylær multimodalitet kan øge skriveansamlingers affektive og relationelle kapacitet, og dermed være med til at udvide skriversubjektivitet. I et skrivepædagogisk perspektiv bliver multimodalitet en mulig orkestrering af skriveansamlinger mod en udvidelse af haptiske berøringer, med alt hvad det indebærer af uforudsigelighed og forandring.

Afsluttende argumenteres på baggrund af analyser og konklusioner for en affektiv skrivepædagogik med en balancering af passive og aktive livskræfter i en orkestreret ubestemmelighed. Orkestrering af skriveundervisningen betyder i afhandlingens posthumane perspektiv at læreren er relationelt involveret med de multimodale omgivelser. Det indebærer at læreren situativt samskaber undervisning med skriveansamlingens andre humane og nonhumane deltagere, og at læreren giver plads til at nonhumane kroppe og kræfter kan intra-agere med skriversubjekterne. Orkestrering forstået på denne måde handler ikke så meget om at skabe fremtidige læringsmuligheder, men om at anerkende de skriveansamlinger man allerede er en del af, at udforske eksisterende relationer i dem, at indgå i de altid allerede igangværende intra-aktioner. Afhandlingens afsluttende pointe er muligheden for en livsbekræftende skriveundervisning afhænger af en orkestreret afbalancering af aktive og passive kræfter, og at netop
multimodalitet kan være den passiv-aktive bindestreg i en affektiv skrivepædagogik.