Små børns perspektiver på inklusion – et bidrag til forståelsen af ’børn med handicaps’ betingelser for udvikling af rådighed i ressourcebørnehuse

Resume
Artiklen er baseret på forsvaret af phd.-afhandlingen ”Små børns perspektiver på inklusion” (Bendix-Olsen, 2018), som blev afholdt på Roskilde Universitet den 22. november 2018. Afhandlingen udforsker inklusion af ’børn med handicap’ som en historisk og samfundsmæssig problematik set fra et analytisk børneperspektiv. I artiklen udfolder jeg dele af afhandlingens pointer, og jeg formidler særligt, hvordan små ’børn med handicap’ konkret har betingelser for at forstå sig selv og for at arrangere sig med hverdagen i ’ressourcebørnehuse’ (dagtilbud med et officielt fokus på inklusion). Gennem en række empiriske nedslag giver artiklen indblik i, hvordan selve udforskningen af et børneliv med handicap i almene dagtilbud forudsætter et blik for børnenes konkrete adgang til deltagelse på tværs af hverdagens sammenhænge såvel som et blik for de pædagogiske og psykologiske handicapsyn og udviklingsforståelser, som institutionelt inklusionsarbejde knytter sig til aktuelt og historisk. Artiklen problematiserer, hvordan en historisk tilvejebragt og binært bundet forståelsesramme af ’børn med handicap’ vs. ’almindelige børn’ er med til at opretholde en segregerende og kompensatorisk håndtering af inklusion rettet mod ’de særlige’. I situationer, hvor det, der almindeligvis kaldes ’funktionsnedsættelsen’ bliver gjort til genstand for programsat træning eller instrumentelle omsorgshandlinger, synes ’børn med handicaps’ personlige handlegrunde at falde uden for de professionelles faglige blikke. Det viser sig, når de professionelles inklusionsbestræbelser bliver arrangeret for ’børn med handicap’ på en snæver almenpædagogisk baggrund, idet der så produceres et barrierefyldte deltagelsesrum, hvor barnets rådighed over sin krop er i/på spil. Orkestreringen af et alment institutionsliv, hvor ’børn med handicap’ kan bidrage som almindelige deltagere, ser omvendt ud til at være muliggjort, når hverdagen arrangeres fleksibelt, eksperimenterende og med gehør for børnenes konfliktuelle engagementer og ’fælles sager’. Artiklen konkluderer, at det er en forudsætning for ’børn med handicaps’ rådighedsudvikling, at de kan bidrage til udviklingen af et kollektivt deltagelsesrepertoire, som børnefællesskaber og professionelle har som ’fælles sag’, idet hverdagens mulighedshorisont er grundet heri. I ressourcebørnehuskonteksten betyder det, at de professionelles inklusionsbestræbelser må overskride både almenpædagogiske og specialpædagogiske praksistraditioner, idet den almen- og specialpædagogiske arbejdsfordeling og praksisdualisme trækker på forestillingen om ’den generiske krop’, som får segregerende betydning for ’børn med handicap’. Det peger på, at de subjekter, som jeg har begrebsat som ’børn med handicap’ må begribes som deltagere på andre og mere almindeliggørende måder. En mulig vej at gå er ved at børnene i praksis mødes som de subjektive variationer af den menneskelige krop, som de reelt er, og som alle vores kroppe ligeledes er levende beviser på. Set i et sådant perspektiv bidrager ’børn med handicap’ til og omfattes på samme tid af ’det almene’ i subjektvidenskabelig forstand. Denne ”inkluderende” forståelse af ’det almene’ søger artiklen at begrunde empirisk og teoretisk.