Smil og velkommen! Om flygtningehjælperens godgørende lyster

Denne artikel undersøger offentlige og frivillige hjælperes relation til flygtninge i Danmark. Dette gør vi med udgangspunkt i empirisk materiale bestående af årsberetninger, blade og andre dokumenter fra organisationerne Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors og Danske Kommuner i perioderne 1978-80, 1992-96 og 2014-16, hvor større grupper af hhv. vietnamesiske, bosniske og syriske flygtninge, ankom til Danmark. Ved brug af Homi K. Bhabhas begreber om mimicry og paranoia, samt Tess Leas begreb om interventionsmagi, søger vi at udrede de tråde, der sammenfletter hjælpens indre modsigelser, ikke ved at opholde os ensidigt ved flygtningens situation og problemer, men ved at søge at forstå den modsigelsesfulde relation mellem professionelle og frivillige med hjælpende integrationsprojekter i det danske modtagersamfund på den ene side og flygtninge, der opgøres som havende behov for selvsamme hjælp, på den anden side. Analysen fremkalder denne hjælperelations indre modsigelser i form af en ’velkommenhedsrelation’ og et ’vampyrisk venskab’, hvorfra hjælperen ikke umiddelbart har tænkt at trække sig tilbage. I stedet driver perfektionismen og det etiske imperativ om at gøre godt hjælperen til at forbedre flygtningens liv, hvilket viser sig også at blive drivkraft for en racialiseret velfærdsdynamik, idet flygtningen opgøres som god, men med potentiale for forbedring, som hjælperen kan forløse.