Sofaer, pandekager og lyde fra flere verdener: selskabelighed som fritidsinstitutionel samværsform

I fritidspædagogikken betragtes det som en væsentlig opgave at skabe grobund for børns og unges fællesskaber. I nærværende artikel undersøges, hvorledes fællesskaber kommer til syne og bliver til som samvær i fritidsinstitutionens rum. Undersøgelsen trækker på et feltarbejde i SFO’er og fritidsklubber som led i et forskningsprojekt om digitale fællesskaber. Med afsæt i nymaterialistisk og stedssensitiv teori anvendes empirien til at fremanalysere det komplekse samspil mellem mennesker, materialer og digitale teknologier i etableringer af børns og unges samvær. Analyserne demonstrerer, hvordan fritidsinstitutionens samværsform bliver til i et mellemrum mellem skole og hjem, hvor materialer, lyde og dufte er med til at skabe hjemlighed og uformelhed. I tråd med dette viser analyserne, hvorledes børns samvær omkring digitale medier er præget af vekslinger mellem stærk intensitet og flygtighed, der synes at afspejle den særlige fritidspædagogiske kontekst, hvor børn kommer og går, og hvor afbrydelser er et kendetegn. Sidst i artiklen introduceres med begrebet ’selskabelighed’ en metateoretisk ramme til at forstå børns samvær i fritidsinstitutionen som noget, der er uden et distinkt formål, men som samtidig ikke er formålsløst.