Solidt fodfæste i livet: Grounding i fysioterapeutisk praksis

Fysioterapeuter arbejder i mange forskellige kontekster, og grounding er et fænomen, der på mange måder gennemsyrer fysioterapi, hvad enten den fysioterapeutiske tilgang er undersøgende, behandlende, rehabiliterende, forebyggende eller sundhedsfremmende. Vi vil med dette kapitel sætte fokus på betydningen af at arbejde bevidst med grounding i hele det fysioterapeutiske arbejdsfelt. Vi tager udgangspunkt i, at arbejdet med grounding kan have både fysiske, psykiske og sociale potentialer for patientens livsressourcer. For den fysioterapeutiske kropsforståelse, som rummer en stærk fysisk og biomekanisk forståelse, er grounding er et basalt element for betydningen af kroppens relation til underlaget og base of support (BOS), som afgørende for menneskets balance, stabilitet og bevægelse. Arbejdet med grounding har samtidig også et potentiale for at kunne styrke oplevelsen af at være, forstået som en oplevelse af fodfæste, af det at stå godt på egne ben, at kunne stå imod og at have kontakt til sig selv, sine udfordringer og ressourcer. For patienten kan det betyde at få mulighed for at være i kontakt med sig selv, kunne have en oplevelse af at mærke kroppen, benene, fødderne og underlaget samt kunne føle sig sikker på benene og have kontakt med, samt tillid til, egne ressourcer. I begyndelsen af et træningsforløb kan denne oplevelse optræde momentvis i seancerne med fysioterapeuten, og på sigt kan oplevelsen blive en holdbar ressource i patientens hverdag. Grounding får dermed betydning for det fysioterapeutiske arbejde med både kropslige, psykiske og sociale implikationer (de Tord and Bräuninger 2015).
Det professionelle møde i fysioterapien kan beskrives som en kropslig samhandling mellem patient og fysioterapeut, og her spiller fysioterapeutens egen grounding en væsentlig rolle for kvaliteten i både mødet og terapien. I fysioterapien hænger den verbale og den kropslige kommunikation tæt sammen, og relationen mellem patient og fysioterapeut opbygges både gennem samtale, berøring og kropslige reaktioner og det at bevæge sig sammen. Den gode fysioterapeutiske praksis er baseret på, at fysioterapeuten reflekterer over egen praksis, og derudfra justerer og tilpasser den. Dette er i flere studier beskrevet som en grundlæggende ’reflection-in-action’ (refleksion i handling). Reflection-in-action er blevet kritiseret for at have en instrumentel tilgang og er derfor senere foreslået omformuleret til ’reflection-in-interaction’ (Øberg et al. 2015). Reflecion-in-interaction betoner en fænomenologisk, dynamisk og enactive forståelse af en professionel praksis, og er den forståelse som både denne bog og dette kapitel hviler på. Refleksionen foregår således hele tiden, ikke udefra, men i samhandlingen med patienten, og i denne interaktion bruger fysioterapeuten sin egen kropslige væren til at opfange, reflektere, reagere og tilpasse sig i det aktuelle samspil (Øberg et al. 2015).
For at kunne mærke og agere på en faglig kropslig resonans, forudsætter det, at fysioterapeuten selv er grounded, dvs. kan mærke sig selv og sit eget ståsted og ikke blive ’smittet’ af patientens fremtoning. Dette er centralt, både i det individuelle arbejde med en patient, i arbejdet med grupper og i undervisningssituationer for at kunne møde patienten med nærvær og for at kunne mærke stemningen og energien hos deltagerne.
I dette kapitel fremhæver vi indledningsvist fysioterapiens grundlæggende bio-psyko-sociale-tilgang til mennesket og relaterer det til grounding. Dernæst præsenterer vi fire cases som illustrerer, hvorledes arbejdet med grounding kan se ud med forskellige patienter med forskellige udfordringer og behov i forskellige sundhedsfaglige kontekster. Analytisk relaterer vi disse cases til de Tord og Bräuningers fire aspekter i forhold til groundingøvelser, som omfatter henholdsvis et fysisk, et sensorisk, et emotionelt og et socialt aspekt for patientens potentielle udbytte (de Tord and Bräuninger 2015s. 19). Disse er uddybet i kapitel 1.