Spontane aktiviteter som pædagogisk læringsmiljø: Fra policy-begreb til pædagogisk faglighed

Med den reviderede dagtilbudslov og ”bekendtgørelse om pædagogiske mål og indhold i seks læreplanstemaer” står de danske daginstitutionspædagogerne midt i en forandringsproces, hvor gamle læreplanspraksisser må vige for nye. Til at understøtte forandringen har Børne- og Socialministeriet (nu Børne- og Undervisningsministeriet) i samarbejde med Danmarks Evalueringsinstitut udviklet en række styringsteknologier i form af ministerielle publikationer, som skal støtte pædagogers oversættelse af lovens intentioner og centrale begreber. I denne artikel vil vi undersøge, hvordan et policy-begreb som ’spontane aktiviteter’, kan understøtte forandringsprocessen, og hvordan begrebet kan styre pædagogers blikke for og arbejde med børns legekultur og kulturelle udtryksformer. Formålet med artiklen er gennem policy-analyse, forskningsreview og videoobservationer fra tre daginstitutioner at beskrive og forstå, hvad spontane aktiviteter dækker over som politisk og som pædagogisk fænomen. Analyserne viser, at spontane aktiviteter i policy-dokumenterne optræder som modvægt til de voksenstyrede læringsaktiviteter, som har domineret hverdagsstrukturen i daginstitutionerne i Danmark med stigende intensitet siden indførelsen af de første læreplaner i 2004. Litteratur-reviewet demonstrerer, at spontane aktiviteter som et sammensat fænomen er relativt ubeskrevet i relation til daginstitutionsfeltet, hvorfor der er behov for en empirisk og kontekstsensitiv indholdsbestemmelse. På baggrund af litteratur-reviewet og de empiriske analyser har vi identificeret 5 indholdselementer, som ser ud til at karakterisere spontane aktiviteter. Disse elementer perspektiverer vi til improvisationsteorien med henblik på at kunne diskutere, hvordan spontane aktiviteter kan producere (nye) fagligheder for pædagogerne.