Sprogudvikling hos børn med autisme i et narrativt perspektiv

Autisme spektrum forstyrrelser er en fællesbetegnelse for børn med afvigelser og funktionsnedsættelse i social kommunikation og samspil, samt stereotypier, ritualer og/eller særinteresser (ICD 10, WHO). Foruden de social pragmatisk sprogvanskeligheder, som alle børn med autisme lider af, er en stor gruppe af børn medautisme karakteriseret ved desuden at have mere generelle strukturelle sprogvanskeligheder (Rapin et al.2006, Brynskov et al. 2017). Manglende sproglige færdigheder kan have en stor indflydelse på børnenes sociale udvikling, da evnen til at formulere sig på en måde, der er forståelig for andre, er afgørende for at kunne indgå i sociale sammenhænge. En metode til at belyse sprogvanskeligheder hos børn med autisme er øvelser i narrativ genfortælling, hvor et barn efter bedste evne genfortæller en historie fra start til slut (Zwaan& Radvansky 1998, Diehl et al. 2006). Ved at transskribere optagelser af barnets genfortællinger er det muligt at få indikationer på dets sprogfærdigheder (f.eks. ekspressivt ordforråd og syntaks), såvel som dets evne til at huske begivenhederne fra en fortælling og formidle sin forståelse af den i genfortællingen. Medudgangspunkt i data fra min ph.d.-afhandling (Østergaard 2017) vil jeg i min præsentation diskutere, hvordan man kan undersøge sprogfærdigheder hos børn med autisme gennem narrative genfortællinger, og hvilken indflydelse manglende sprogudvikling kan have for deres evne til at strukturere og kommunikere deres forståelse af historier til andre.