Ståsteder i bevægelse. Hvad er meningen med bevægelse?

I folkeskolelovens § 15 fremgår det, at undervisningen skal tilrettelægges, så eleverne får motion og bevægelse i gennemsnit 45 minutter om dagen. Inden man begynder didaktisk at planlægge, hvordan man vil inddrage motion og bevægelse, og hvad man skal lave af konkrete bevægelsesaktiviteter, kan det være værd at opholde sig ved, hvorfor eleverne skal lave bevægelse. Hvad er den bagvedliggende mening?
I det følgende vil jeg rette en kritik mod, at bevægelse i skolen overvejende er funderet i det, jeg mener, er et snævert meningsbegreb, hvorefter jeg vil pege på nogle eksistentielt meningsfulde bevæggrunde for bevægelse. Det er artiklens hypotese, at disse bevæggrunde er afgørende, hvis undervisningen i bevægelse i skolen skal bidrage til elevernes livslange glæde ved bevægelse og opleves meningsfuldt i nuet. Kun på den måde kan det fulde pædagogiske potentiale ved bevægelse udleves. Eller med andre ord: Man må gøre sig klart, hvorfor man skal lave bevægelse, inden man overvejer, hvordan det skal gribes an, og hvad man helt konkret skal lave (Sinek 2011). I en idrætslig læringskontekst er det ofte blevet forstået som, at lærerne i deres forberedelse skal flytte deres fokus fra, hvad eleverne skal lave til, hvad de skal lære (Annerstedt 2008; Danmarks Evalueringsinstitut 2004). Det er ikke pointen her. Dels kan de oplevelsesmæssige kvaliteter, der er indlejret i, hvad man laver være lige så væsentlige som, hvad man skal lære. Dels ønsker jeg i første omgang at sætte parentes om læring og skolens læringsmål, for at give rum for en pædagogik der tager sit afsæt i meningsbegrebet. Heri ligger også en kritik af, at bevægelse betragtes som ”ren” undervisnings- eller læringsteknologi løsrevet fra indholdet. Som påpeget af Tanggaard og Brinkmann (2008) er det problematisk, hvis undervisning reduceres til sociale teknologier uden sans for indholdsmæssig, kulturel og social kontekst. Det er vigtigt at lære at læse, men det er også vigtigt, hvad man læser. Tilsvarende er det vigtig at bevæge sig af en lang række årsager, men det er også vigtigt, hvad det er for bevægelser, og hvordan de opleves som meningsfulde – hvad der bevæger én.
I artiklen peger jeg på fire konkrete ståsteder i relation til bevægelse, som jeg mener, er eksistentielt meningsfulde; fællesskab, leg, mestring og udforskning. Med ”ståsteder” refererer jeg til Svend Brinkmanns bog (2016) med samme titel, hvor han ønsker at rette opmærksomheden på nogle grundlæggende filosofiske værdier og begreber, som er værd at leve for, og giver livet mening. I stedet for hele tiden at være på vej og under udvikling, mener han, at mennesket også skal stå fast på de værdier, som er meningsfulde for den enkelte. Ståsteder i bevægelse refererer altså til, at der er kvaliteter i bevægelse, som er værdifulde og meningsfulde i sig selv og ikke behøver at blive legitimeret af en ekstern nytteværdi.