Abstract
Dette kapitel omhandler de studerendes muligheder for læring i studenterkollektivet. Der tages udgangspunkt i
socialantropolog Jean Laves beskrivelse af, at læringsprocesser både udspiller sig i formelle og i uformelle rammer.
I de uformelle rammer peger Lave på to centrale perspektiver, det ene er det decentrerede perspektiv, og det andet
er deltagerperspektivet. Lave peger på, at fokus for læring i praksis dermed flyttes fra alene at handle om en relation
mellem den studerende og vejlederen til at være en mangfoldighed af læringsressourcer. I kapitlet argumenters
der for, at studenterkollektivet kan ses som en læringsressource, der har meget stor betydning for de studerendes
læring. Studenterfælleskabet viser sig at have flere funktioner og dermed flere betydninger for de studerendes
læring i klinisk uddannelse. Studenterfællesskabet udgør et forum for venskaber, der giver de studerende tryghed
og støtte i klinisk praksis og har dermed stor betydning for læringen. Desuden hjælper studenterkollektivet med
til, at den studerende bliver inkluderet i praksis og undgår social isolation. De studerende i kollektivet fungerer tillige
som rollemodeller for hinanden, og gennem undervisning af hinanden lærer de både at planlægge og evaluere
sygeplejen via diskussioner med hinanden. Læring i studenterkollektiver kræver dog tryghed, tillid og åbenhed.
Opmærksomheden skal dog også rettes mod de studerende, der ikke formår at indgå i studenterkollektivet, idet
de risikerer at blive ekskluderet fra læring i klinisk praksis. Samtidig er vejlederens rolle stadig vigtig, idet de studerende
peger på vejlederen som den person, der skal støtte udviklingen af den studerendes læring.
socialantropolog Jean Laves beskrivelse af, at læringsprocesser både udspiller sig i formelle og i uformelle rammer.
I de uformelle rammer peger Lave på to centrale perspektiver, det ene er det decentrerede perspektiv, og det andet
er deltagerperspektivet. Lave peger på, at fokus for læring i praksis dermed flyttes fra alene at handle om en relation
mellem den studerende og vejlederen til at være en mangfoldighed af læringsressourcer. I kapitlet argumenters
der for, at studenterkollektivet kan ses som en læringsressource, der har meget stor betydning for de studerendes
læring. Studenterfælleskabet viser sig at have flere funktioner og dermed flere betydninger for de studerendes
læring i klinisk uddannelse. Studenterfællesskabet udgør et forum for venskaber, der giver de studerende tryghed
og støtte i klinisk praksis og har dermed stor betydning for læringen. Desuden hjælper studenterkollektivet med
til, at den studerende bliver inkluderet i praksis og undgår social isolation. De studerende i kollektivet fungerer tillige
som rollemodeller for hinanden, og gennem undervisning af hinanden lærer de både at planlægge og evaluere
sygeplejen via diskussioner med hinanden. Læring i studenterkollektiver kræver dog tryghed, tillid og åbenhed.
Opmærksomheden skal dog også rettes mod de studerende, der ikke formår at indgå i studenterkollektivet, idet
de risikerer at blive ekskluderet fra læring i klinisk praksis. Samtidig er vejlederens rolle stadig vigtig, idet de studerende
peger på vejlederen som den person, der skal støtte udviklingen af den studerendes læring.
Originalsprog | Dansk |
---|---|
Titel | Læring i og af klinisk praksis |
Redaktører | Stinne Glasdam, Steen Hundsborg |
Antal sider | 10 |
Udgivelsessted | København |
Forlag | Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck |
Publikationsdato | 12 dec. 2013 |
Udgave | 1 |
Sider | 79-88 |
ISBN (Trykt) | 978-87-17-04242-1 |
Status | Udgivet - 12 dec. 2013 |
Emneord
- studerende