Sygeplejerskers oplevelse af sygepleje, når børn dør på intensiv børneafdeling

Formålet med dette speciale er at undersøge, hvordan sygeplejersker på intensiv børneafdeling oplever sygepleje til barn, forældre og familie, når beslutning om behandlingsophør er truffet og barnet dør – et område, der synes sparsomt beskrevet i videnskabelig sammenhæng. Problemstillingen belyses via et litteraturstudie med metodisk anvendelse af en hermeneutisk fænomenologisk tilgang, inspireret af Max van Manens ”Researching Lived Experiences” og ‟hans‟ 4 eksistentialer. Analysens fund viser, at sygeplejen indeholder stor kompleksitet. ‟Balance med usikkerhed som følgesvend‟ opleves som en essentiel mening, der konstitueres af 3 indbyrdes relaterede temaer ‟at gøre en forskel‟, ‟at være i kontrol‟ og ‟stilhed i et teknologisk kaos‟. Manglende ordforråd til italesættelse af oplevelser og erfaringer synes at have betydning for usikkerheden. Desuden tegner der sig et billede af, at usikkerhed i forbindelse med overgang fra kurativ til palliativ behandling og pleje medfører, at intensive børnesygeplejersker udfordres på evnen til at balancere plejen imellem et naturvidenskabeligt behandlingsparadigme og et humanistisk paradigme med fokus på omsorg.